Manchester City har fået afvist et bud på den unge Liverpool-stjerne Raheem Sterling, skriver BBC og flere andre engelske medier. Det vurderes, at buddet var mellem 250 og 300 millioner kroner, men Liverpool mener angiveligt, at Sterling er 500 millioner kroner værd.
Buddet kommer dagen efter, at Manchester Citys rigmand Khaldoon Al Mubarak sagde, at klubben skulle ud og investere i spillere.
»I transfervinduet vil I se os købe spillere med høje individuelle kvaliteter, som passer ind i vores måde at spille på,« sagde han ifølge BBC.
20-årige Raheem Sterling har fortsat en kontrakt med Liverpool til 2017, men i løbet af foråret afviste han en kontraktforlængelse, der ville give ham en million kroner om ugen. Det fik blandt andet fansene til at kalde ham grisk.
Liverpools manager, Brendan Rodgers, sagde dog i maj, at han regner med, at Sterling som minimum bliver til hans kontrakt løber ud.
Udover Manchester City er 20-årige Raheem Sterling også sat i forbindelse med Real Madrid og Arsenal.