USA: Neil Armstrong har i denne uge gennemgået en firdobbelt bypass-operation.

Astronauten - som fyldte 82 år i søndags - var kaptajn på rumskibet Apollo 11 og dermed den første, der satte en fod på månen den 21. juli 1969.

Armstrong blev i denne uge opereret i samtlige fire kranspulsårer - ganske enkelt fordi han havde dumpet lægernes stresstest forud for operationen og altså havde for mange livsfarlige forsnævringer omkring hjertet.

Lederen af NASA, Charles Bolden, udtaler ifølge Reuters, at han ønsker »denne ægte amerikanske helt« alt muligt held og lykke, så han hurtigt kan komme sig efter operationen.

- Neils pionerånd er med ham under denne vanskelige tid. Hele familien NASA tænker på og beder for Armstrong og hans familie, siger Bolden ifølge Reuters.

En af Armstrongs kolleger fra Apollo 11-missionen, Buzz Aldrin, som blev den anden til at gå på månen, skriver på sin Twitter-konto, at han håber på det bedste for den opererede.

- Vi aftalte, at vi alle tre ville være der til Apollos 50-års-jubilæum i 2019, skriver Aldrin.

Neil Armstrong har stort set holdt sig fra mediernes rampelys, siden han gik på månen. Men i maj kritiserede han blandt andet NASA og det amerikanske rumprogram for at have lave ambitioner og for ikke at motivere ungdommen.

Sammen med tre andre astronauter modtog han i november Kongressens Guldmedalje, den højeste amerikanske civile orden, der findes - og som også Dalai Lama har fået overrakt.