Men tiden skal ikke skrues mange år tilbage, før et helt andet billede tegnede sig af en ambitiøs, men konkursramt instruktør, som de færreste i branchen ville røre med en ildtang.

- Jeg var så finansielt nede, at for at tjene penge var jeg villig til at tage et hvilket som helst job, jeg kunne få. I Danmark kunne jeg ikke få nogen tv-serier, jeg kunne ikke få lov til at lave tv-show, jeg kunne ikke få nogen reklamefilm. Der var intet for mig at lave. Jeg prøvede endda at komme til at instruere en ’Far til fire’-film. Det turde de ikke.

Miss Marple blev redningen

- Så jeg tænkte, hvis jeg ikke engang kan få en ’Far en fire’-film, så ser det sgu ikke særligt godt ud for mig, siger Nicolas Winding Refn med et skuldertræk, som mere signalerer pyt end ærgrelse.

For nedturen tvang den 40-årige instruktør - som debuterede med ’Pusher’ i 1996 - til at rejse væk fra Danmark. Og ingen ringere end Miss Marple blev nærmest hans redning.

- Da jeg fik tilbudt at instruere et afsnit af ’Miss Marple’, sagde jeg bare ja med det samme. Og at komme derover (til England, red.) betød, at jeg fik et perspektiv, jeg ikke har haft før. Og fik mig til at erkende, at jeg måtte begynde forfra, forklarer Nicolas Winding Refn og fortsætter:

Gæld på fem millioner

- Det var en hård rejse, og det var ikke altid sjovt, mens jeg var i det. For bare det at betale regninger er jo hårdt. Jeg har stået mange gange og tænkt ’hvordan klarer vi næste måned?’ Og det er en følelse, som, hvis den ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. Og jeg havde ikke været, hvor jeg er i dag, hvis det ikke var for al den tumult i de år, siger Winding Refn, hvis nedtur indledtes, da hans film ’Fear X’ floppede så voldsomt i 2003, at han endte med en gæld på fem millioner kroner.

Den strikkende detektiv Miss Marple åbnede døre i udlandet for instruktøren, der førte til nye projekter. Som igen førte til, at Hollywoodstjernen Ryan Gosling fik øjnene op for det danske talent. Han kontaktede Nicolas Winding Refn og spurgte, om han var interesseret i at lave ’Drive’ sammen med ham.

Aldrig drømt om Hollywood-film

Winding Refn sagde ja. På betingelse af at han fik lov til at gøre manuskriptet til sit.

- Universal - som havde rettighederne til bogen bag - havde i mange år prøvet af lave en franchise ud af det. Sådan lidt a la actionfilmene ’Fast and Furious’. Og det var den del, jeg fandt mindst interessant ved bogen, siger Winding Refn, som ændrede historien til at handle om stuntmanden. Og tilmed endte med at få fuld kunstnerisk frihed til at lave den film, han ville. Noget, instruktører som regel skal kæmpe for i årevis.

- Det har aldrig været en drøm for mig som sådan at lave film i Hollywood. Men når det endelig skulle være, skulle det være hele pakken, griner Winding Refn, som rykkede hele familien - bestående af skuespiller Liv Corfixen og parrets to børn - med til Hollywood.

- Jeg elskede det. Familien elskede det. Vi levede hele Hollywood-myten. Boede lige under skiltet, havde swimmingpool og det hele, siger han og slår begejstret ud med armene.

I næste uge er der så dansk premiere på Cannes-vinderen - som han ikke lægger skjul på, at han med god grund er umanerligt stolt af - men i sit hoved er Nicolas Winding Refn allerede på vej et helt andet sted hen.

Måske betyder nej

Hans næste film ’Only God Forgives’ - som også har Ryan Gosling i hovedrollen - udspiller sig i Thailand. Så inden længe rykker familien igen rødderne op for at flytte til Bangkok. Og når den så er færdig, kalder Hollywood med et stort blockbusterprojekt.

- Jeg har fået rigtig mange tilbud siden Cannes og konsekvent sagt nej til alt. Også store Hollywood-film. Men Ryan og jeg har trods alt sagt ja til at lave en remake af ’Logans Run’ (sci-fi actionfilm fra 1976, ’Flugten fra fremtiden’ på dansk, red.), hvor du skal skrive under på at lave tre film. Så det skal nok blive en stor mundfuld af problemer med så mange penge og så meget pres, smiler han bare. Og runder så af med et:

- Men lad os nu se, om det bliver til noget. Et ’ja’ i Hollywood betyder ’måske’. Og et ’måske’ betyder et ’nej’. Så meget har jeg da lært, griner han.

’Drive’ har premiere 15. september i hele landet.