Erykah Badu og Lauryn Hill er ikke glemt, men Macy Gray var den kun tredje kvinde de sidste mange år, der har givet ny mening til R&B- og soul-musikken med sin oldschool-stil tilsat funk og hiphop, så det rykker. Og hendes karakteristiske sandpapirsstemme, stil Annisette/Billie Holiday.

Fra start frygtede man, at det var en fejl, at hun var placeret på den store Rockscene, når hun burde høre til på Rytmescenen under teltdugen, eller endnu bedre i et mørkt clublokale, hvorfra hun har sine L.A.-rødder. Macy Grays kvalitativt store stemme, er ikke én der kan nå helt ud i hjørnerne på pløjemarken, men det gør det så absolut værre, at hun - skal man dømme på hendes på hendes fremtoning og blik på storskærmen - havde fået alt, alt for meget steneurt som fremprovokerede en ligegyldig hiphop-stil inklusiv pinlige pauser mellem numrene.

Måske var det apati, eller i hvert fald skulderrysten, over så lidt den ellers fyldte plads var med. Kun en tredjedel interesserede sig for, hvad der foregik, og en fjerdedel vendte ryggen til scenen som sad de ude i sludrelejren på campingpladsen. Normalt vil jeg ikke inddrage publikum så meget, og de skal på ingen måde have skylden for et topnavn helt ude af trit. Men hendes syvmands band, DJ og tre korsangere prøvede og kunne om noget soulvedhæng, trods alt, spille pladsen ud.

Og som en ægte fan vil jeg stadig holde fast i, at Macy Gray har begået nogle af sidste og dette års mest interessante og nyskabende soulnumre, som for eksempel "Do Something", "Sex-O-Matic Venus Freak", "Still", "I've Commited Murder", "I Can't Wait To Meetchu" og "I Try", som med indlagt Bob Marley "Everything's Gonna Be Allright" var undtagelsen der bekræftede publikums manglende interesse. Den 30-årige alenemor til tre er stadig intelligent, fræk, intenst og stærkt personlig - på CD.

Men tag dig sammen live Macy. Drop bombet-tilbage-til-stenalderen-rygeren inden dine festivaljobs. Og kom igen. Jeg er stadig sikker på, du er kommet for at blive.

Macy Gray, rockscenen, Midtfyns Festival 2000