Der var ild i temperamenterne i NBA natten til onsdag. Så meget ild, at det endte i regulært slagsmål i kampen mellem Toronto Raptors og Chicago Bulls.
Her blev der udvekslet knytnæveslag mellem Chicago Bulls’ Robin Lopez og Toronto Raptors’ Serge Ibaka. I tredje periode slog Lopez ud efter bolden, som Ibaka havde under armen, og kort efter blev det så til deciderede slag mod ansigterne.
Det kostede en udvisning til begge parter, og der venter som minimum en bøde på 350.000 kroner og længere karantæner. Serge Ibaka håber dog, at han kan slippe med kortere karantæne end sin knytnæve-modstander.
»Jeg håber bare, at ligaen vil se godt efter, for hvis det var mig, ville vi aldrig nå til det punkt med slag og sådan. Det er basketball. Nogle gange kan vi tale grimt til hinanden eller skubbe hinanden. Der bør ikke være plads til at slå sådan der. Jeg vil spille basketball – jeg vil ikke suspenderes. Han startede med at snakke, og som en mand svarer jeg igen og forsvarer mig selv,« siger Toronto Raports’ Serge Ibaka ifølge Ottawa Sun.
Toronto Raptors endte med at vinde kampen efter ekstratid, og efter kampen var cheftræner Dwane Casey overraskende positiv over for slagsmålet. Det var ikke mindst, fordi Raptors på det tidspunkt var nede med 16 point.
»Jeg synes, at det satte os i gang. Jeg må lige se igen, hvad der skete. Jeg ved, at der var meget fysik derinde,« siger Dwane Casey og forklarede sit noget aparte syn på sagen.
»Jeg er bare glad for, at der var nogen, der blev ophidset og vågnede op. Jeg hopper op og ned på sidelinjen og forsøger at tænde op uden at blive vist ud, men vi havde brug for noget til at få os i gang. Man vil aldrig se et slagsmål eller noget lignende for at sætte gang i det, men jeg kunne godt lide følelserne. Det havde vi brug for,« siger cheftræneren.
Det er endnu ikke meldt ud, hvor lang karantæne de to spillere vil modtage for slagsmålet, der blev stoppet af holdkammeraterne.
