"For de røde har jo selv optrappet kampen ved at angribe folks private boliger," siger han med henvisning til de fagforenings-aktivister, der forsøgte at save hegnet ved nazi-leder Jonni Hansens bopæl ned i december sidste år.
Jonni Hansen blev i sidste uge idømt et års fængsel for at have kvæstet seks af aktivisterne med sin bil. Aktivisterne er sigtet for hærværk.
"Det hele kommer an på omstændighederne. Man skal ikke tro, at man kan stikke næsen så langt frem uden at forvente, at der kan komme "besøg" hos en selv.
Det er øje for øje, og tand for tand, og nu ved vi hvem de er," siger Blood And Honour-manden, der i et par år har betragtet Jonni Hansens bevægelse, DNSB, som en slags rival.
Men noget tyder på, at Jonni Hansens vilde bilkørsel, har blødet nazisternes anstrengte forhold til hinanden en smule op.
"Jeg ville da have gjort det samme som Jonni Hansen. Eller måske skudt dem, hvis de kom om natten foran mit hjem.
En ting er at smadre hinanden ved demonstrationer eller lignende, men det er for meget at angribe ens private hjem. Det er en klar optrapning, og de må selv tage konsekvenserne.
Men jeg er sikker på, at de ikke er så smarte, når der står et tæskehold hjemme foran deres private bolig om natten. Jeg synes egentlig ikke, at det er OK, at tingene har udviklet sig sådan, men det er altså bare fakta," siger Marcel Schilf.
Marcel Schilf, der opholder sig mest i Sverige, er en slags brobygger mellem danske og svenske nazister, men han dyrker også kontakter til resten af Skandinavien og Tyskland.
Tirsdag formiddag satte ukendte gerningsmand ild til Yngve Hågensens private hjem. Huset udbrændte totalt, men der var ingen hjemme, da ilden brød løs.
I februar modtog fagforeningsmanden flere breve, hvor afsenderen bl.a. truede med at brænde hans hjem ned.
Et af brevene havde klar nazistisk afsender, mens de øvrige ikke bar spor af hagekors eller lignende. Til gengæld var truslerne i disse breve mere kontante.
En norsk sociolog advarer mod de skandinaviske nazisters tætte forbindelser.
"Norske nynazister samarbejder i høj grad med danske og svenske. Og vi har frygtet, at drabet på Söderberg (svensk fagforeningsleder, der blev myrdet i efteråret - også her er nazister mistænkt) ville lægge en slags pres på højreekstremister i Norge til at lave noget lignende," siger sociologen Henrik Lunde.
"Efter at norske nazister havde sat ild til to indvandrer-kiosker i september sidste år, blev der pralet med "bedriften" fra scenen under en nazi-koncert i Danmark. De skal have sagt "Nu er vi også i gang i Norge," siger Henrik Lunde.
Norsk politi udelukker dog ikke andre motiver og gerningsmænd end nazister til brand-attentatet i tirsdags.
"Jeg ved ikke, om det er nazister, der står bag branden i Norge. Det kan ligeså godt være et internt opgør i fagforeningen, for der er mange brådne kar.
Men det er da klart, at når fagforeningerne laver det, de gør mod os, så må deres ledere også indse, at nogle folk ved, at de bor i et hus og er alene om natten," lyder den slet skjulte trussel fra nazisterne