Adskillige undersøgelser viser, at broccolispirer kan være det nye våben mod flere typer kræft. Spirerne indeholder stoffer og forbindelser, som er giftige for kræftcellerne.

Brystkræft, prostatakræft og leverkræft. Det er blot nogle af de sygdomme, som den lille vidunderspire kan være et værn imod. Risikoen for at udvikle kræft kan nedsættes markant ved at spise almindelig broccoli, men får man fingre i de helt unge spirer, er der betydelige fordele.

Spirerne har nemlig et indhold af vitaminer og forbindelser, der er 10-100 gange så høje som i den endelige broccoli-plante. En undersøgelse fra Ulster University viser, at kun 100 gram spirede grøntsager om dagen beskytter mod DNA-skader, der er årsag til forøget risiko for kræft. Det skriver klogkost.dk.

Effekt på udbredte kræftformer

Et af de stoffer, som broccolispiren indeholder, hæmmer væksten af brystkræft-stamceller. Samtidig hjælper det leveren med at fortrænge kræftfremkaldende stoffer fra kroppen.

I 2012 viste en undersøgelse fra Vanderbilt University i Nashville, Tennessee, at broccoli forøger chancen for at overleve brystkræft. Undersøgelsen omfattede 5000 kinesiske kvinder, der havde fået brystkræft mellem 2003 og 2006. De kvinder, der spiste mindst 150 gram broccoli og andre korsblomstrede grøntsager dagligt havde en 42 procent større overlevelseschance. Det skriver nordjyske.dk.

En undersøgelse fra 2007 viste, at det stof i broccolien, som er giftigt for kræftcellerne, når brystvævet allerede en time efter, man har tygget den friske snack.

De små spirer kan også bremse udviklingen af prostatatumorer betydeligt. Det viser et forsøg fra 2009. Forskernes konklusion i Pharmaceutical Research var, at mus fodret med 240 mg broccolispirer dagligt, udviste en betydelig forsinkelse i væksten af deres prostatatumor.

Leverkræft

I Vesten spiser man generelt alt for meget mættet fedt og for meget af det farlige sukker. Denne uvane kan føre til dannelsen af farlige kræftknuder i leveren. Et museforsøg på University of Illinois har ifølge nordjyske.dk vist, at spirerne også en positiv effekt på denne type kræft. Antallet af kræftknuder i musenes levere faldt, da der blev tilsat broccoli i kosten. Knudernes størrelse forblev dog uændret.

Udover at den lille grønne spire angiveligt er et vidundermiddel mod kræft, viser flere undersøgelser også, at blot en lille daglig dosis af de unge planter, kan modvirke hjerte-kar-sygdomme, astma, forhøjet kolesterol, mavesår og aldersrelateret nedsat synsevne.

Vil du selv spise vidunder-grøntsagen, kan du nemt dyrke dem i vindueskarmen og for eksempel tilsætte dem i salaten. Spirerne er mest effektive, når de er omkring tre dage gamle. Så opfordringen er klar: Kom i gang med broccolispirerne, det kan vise sig at være umagen værd.