Når statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og NATOs øvrige stats- og regeringschefer søndag under et topmøde i Chicago højtideligt trykker på »startknappen« til det omstridte missilskjold over Europa, sker det ikke med danskernes gode vilje. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag.

Næsten halvdelen af danskerne, 48,6 procent, siger nej til at opbygge et missilskjold mod trusler fra eksempelvis Iran, som mistænkes for at udvikle atomvåben. Kun 33,3 pct. er positivt stemt, viser en meningsmåling, som Rambøll/Analyse Danmark har gennemført for avisen.

I Chicago vil NATOs ledere for første gang erklære missilforsvaret for operationelt, og selv om der kun er tale om første skridt i en 10-årig tidsplan, vil amerikanske destroyere i Middelhavet herefter være i stand til at nedskyde fjendtlige missiler.

- Missilforsvaret skal forsvare vores befolkninger effektivt imod en alvorlig og voksende trussel, siger NATOs generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen.

Militærekspert og professor Mikkel Vedby Rasmussen fra Københavns Universitet er overrasket over målingen. Et flertal har tidligere erklæret sig parat til at angribe Iran og bombe Libyen.

- Hvis politikerne ønsker at bruge et milliardbeløb af de danske forsvarspenge på at blive en del af missilforsvaret, er der en salgsopgave, som skal løses, siger han til Jyllands-Posten.

Modviljen overrumpler også det politiske flertal på Christiansborg, der giver fuld støtte til missilskjoldet.

BNB