Vi var blandt andet en hel sommer på Langeland og en anden sommer i Kenya. Så rendte vi rundt mellem produktionsfolk, teknikere og fotografer og det syntes vi var meget sjovt.

Mine forældre var producere og deres arbejde lå meget i at forberede filmoptagelserne, så derfor havde de ikke så travlt under selve optagelserne, det var derfor vi kunne komme med. Det var nok ikke gået, hvis de havde været fotografer.

Selv om min mor sjældent var hjemme, når jeg kom hjem fra skole, har jeg aldrig følt noget savn.

Det var altså ikke sådan, at jeg gik og drømte om en mor med forklæde på, som lavede varme boller og cacao. Vi havde en au-pair pige derhjemme, som altid var der, når vi kom hjem fra skole og så var det bare sådan.

Det syntes jeg var helt fint. Jeg mindes heller ikke, at mine skolekammerater havde mødre, der stod derhjemme og ventede. Hvis det havde været normalen i alle andre hjem, havde jeg måske tænkt mere over det. Men det var det bestemt ikke.

Jeg ved ikke om, min mor har fungeret som rollemodel rent karrieremæssigt. Jeg føler selv, at alt det jeg har lavet indtil nu, snarere har været præget af tilfældigheder end målrettethed. Jeg har ikke en eller anden karriereplan inde i hovedet, som jeg målrettet går efter.

Men rent tidsmæssigt er jeg jo nok en karrierekvinde som min mor. Jeg bruger utrolig meget tid på mit arbejde. At jeg blev mor for halvandet år siden har ikke ændret ret meget på det.

Jeg kunne selvfølgelig godt tænke mig at undvære weekendarbejdet nu, men jeg har slet ikke haft lyst til at gå på deltid, forældreorlov eller andet børnevenligt. Det skyldes, at jeg virkelig godt kan lide mit arbejde. Jeg har det faktisk sådan, at hvis ikke jeg har været på arbejde et stykke tid, så savner jeg det.

At jeg arbejder meget i perioder, giver mig ikke dårlig samvittighed over for min søn eller mand for den sags skyld. Jeg kompenserer ved at have en masse, dejlige fridage i andre perioder, og her kan jeg være sammen med min familie hele tiden.

Her har min mor nok været en rollemodel, forstået på den måde, at hun har lært mig, at mors arbejde er mindst lige så vigtigt som fars. Og jeg er ikke flov over at forvente fuld opbakning på hjemmefronten.

Hvilket jeg også får. Jeg tror ikke mange mænd er lige så overbærende som min mand Nikolaj er, når han for tredje aften i træk skal ordne alt derhjemme, fordi jeg skal arbejde.

Hvis jeg selv var kommet fra en familie, som gjorde meget ud af at samles om middagsmaden og snakke og være sammen, så havde jeg nok haft det svært med ikke at kunne give mine børn det samme.

Men det har jeg aldrig været vant til og jeg føler ikke, at jeg er gået glip af noget af den grund. Så har jeg været sammen med mine forældre på andre måder.

Jeg var utrolig stolt af min mor, da jeg var mindre og det er jeg stadig. Hun er helt fantastisk på mange måder - bare sådan en lille detalje, som at hun altid bager hele familiens rugbrød, synes jeg er imponerende.

Hun er typen, der kan være på arbejde hele dagen, komme hjem kl. 10 om aftenen og bage et par rugbrød.

Det er da beundringsværdigt. Her kan jeg slet ikke følge med, hvis jeg har arbejdet meget kan jeg kun smide mig på sofaen og se fjernsyn.

Skal være selvstændige individer

Nina Crone, tv-producer og direktør for Crone Film, mor til Barbara Crone og Natasja Crone Back:

Det vigtigste er ikke at drikke te og spise boller med sine børn hver dag. Det er langt vigtigere at give sine børn nogle gode normer og værdier og opdrage dem til at blive selvstændige individer.

Det synes jeg til fulde er lykkes i vores familie, og derfor har jeg ingen grund til at have dårlig samvittighed over for mine døtre.

Rent praktisk arrangerede vi det sådan, at vi havde hjælp derhjemme og så tog vi ofte Natasja og Barbara med på arbejde og til møder. Det syntes de måske nogle gange var lidt kedeligt, men de var vant til det og fandt som regel noget eller nogen at lege med.

De fik måske ikke den ro, som man får med faste rammer og et stille liv derhjemme, til gengæld fik de en masse oplevelser og interessante udfordringer. Og det tror jeg faktisk har været lige så godt for dem.

Jeg er godt klar over, at man ikke kan tage sine børn med på alle arbejdspladser, men det kunne jeg og på den måde undgik jeg altså at få dårlig samvittighed.

Min holdning har altid været, at det var bedre at have en mor, der havde et udfordrende og givtigt arbejde, end at have en utilfreds mor derhjemme. Men det er da klart at det krævede en del planlægning og administration, at få det hele til at køre.

I øvrigt var vi jo to om at have børn. Jeg mener, vi var jo ikke forældre i oldtiden, så min mand tog mindst lige så meget ansvar for børnene som jeg gjorde.

Derfor er det egentlig lidt mærkeligt kun at spørge moderen, om hun har haft dårlig samvittighed over for sine børn. Man kunne med lige så stor ret spørge faderen.

For mig handler børneopdragelse ikke kun om at passe sine børn, mens de er små. Det handler lige så meget om, hvordan de bliver som voksne.

Hvis man bakker dem op til at gøre det, de selv ønsker får man nogle selvstændige børn, som ved, hvem de selv er og som man kan have en ligeværdig og god kontakt til som voksne.

Og når jeg i dag kigger på mine døtre er jeg utrolig stolt. De giver mig ikke grund til at fortryde noget som helst.