Det amerikanske aktiemarked måtte i dag indkassere endnu et meget hårdt slag. Både Nasdaq og Dow Jones indeksene kunne efter børsens lukning sent på eftermiddagen New York-tid notere meget alvorlige dyk på kurserne. Det teknologibaserede Nasdaq-indeks faldt 9,72 pct. eller 357 point, mens Dow Jones dykkede med over 5,53 pct. eller 604 point.

Baggrunden for dagens store aktiekursfald i New York var primært meddelelsen om, at de amerikanske forbrugerpriser steg hurtigere end ventet i marts.

Ifølge analytikere øger det chancen for, at USA's centralbank, Federal Reserve, endnu engang må gribe til en renteforhøjelse for at holde inflationen i skak i USA, verdens toneangivende økonomi.

/ritzau/AFP