En ubønhørlig nedtælling var torsdag middag i gang for den lille sammentømrede kernefamilie Foss fra Odense.

Det dansk/thailandske ægtepar Napa og Peter, som har kendt hinanden i mere end ti år og været gift og boet i murermestervillaen på Palnatokesvej de seneste fem, skulle i dag brutalt tvinges fra hinanden, da Napa skulle udvises af Danmark.

Men i bogstaveligste forstand i sidste øjeblik - blot 10 minutter før afgang mod lufthavnen - fik familien en forløsende opringning fra deres advokat Peter Kragh. Han kunne meddele, at Udlændingestyrelsen har besluttet at behandle Napas sag på ny. Og at hun kan blive i Danmark, mens behandlingen foregår.

- Det er fuldstændig fantastisk! Vi har været igennem så meget de seneste uger og måneder, og vi er helt "crazy" i hovedet af situationen og af ikke at have sovet ret meget gennem så lang tid. Vi har været så ulykkelige og frustrerede over, at Napa skulle vises ud af Danmark. Men lige nu er vi bare glade, siger Peter Foss til BT og bliver helt overvældet af følelser.

- Tak, tak, tak Danmark!, råber Napa, som slet ikke kan holde glædestårerne tilbage. Alt så da også sort ud lige indtil den forløsende opringning og meddelelsen fra Udlændingestyrelsen. Ford Mondeo'en stod pakket og klar i indkørslen, og familien var blot ti minutter fra afgang mod lufthavnen i Hamburg.

Alt tydede på, at parrets fireårige datter Emma Leeloo torsdag aften klokken 20.30 nødtvunget skulle stå og vinke farvel til sin ulykkelige far i lufthavnen og rejse med sin ligeså ulykkelige mor til Thailand, hvor de sammen stod foran en uvis fremtid. Men pludselig blev alt anderledes. Gråden over den ulykkelige situation blev afløst af glædestårer.

- Nu ringer vi ned i børnehaven og siger, at Leeloo alligevel kommer. Vi er bare så glade, siger en rørt Peter Foss.

Hvilket står i skærende kontrast til, hvad han blot et kvarter tidligere havde sagt til BTs reporter, da familien var ved at pakke de allersidste ting i bilen:

- Det her er en frygtelig situation. Vi er så kede af det. Men myndighederne har besluttet, at det skal være sådan her, og der er intet, vi mere kan gøre her og nu, lød det da.

Men det var der altså alligevel.

Hele miséren om Napa Foss' udvisning skyldes en banal - men samtidig fatal - fodfejl. Pennapalai Foss, kaldet Napa, taler dansk, og hun tjener sine egne penge med egen virksomhed. Hun har aldrig - med én undtagelse - modtaget nogen form for offentlig ydelse i Danmark. Men det er undtagelsen, der stod til at ramme familien. Napa skulle udvises, fordi der for to år siden i en kort periode var knas i ægteskabet mellem hende og Peter.

Hun modtog da - uden at kende konsekvensen af det - i en presset situation gennem nogle uger i alt godt 24.000 kroner fra Odense Kommune til bl.a. at købe mad og bleer til parrets da to-årige datter, mens Napa og den lille pige opholdt sig på krisecenter. Napa og Peter har for længst betalt pengene tilbage, men alligevel fastholdt Udlændingestyrelsen og Udlændingenævnet, at hun skulle smides ud, fordi hun efter myndighedernes opfattelse havde vist, at familien dermed ikke var i stand til at forsørge sig selv.

Dét selv om Napa beviseligt ikke har kostet Danmark en eneste øre. Derimod betaler hun både skat og moms.

- Jeg er fuldt integreret i det danske samfund, jeg har min egen virksomhed, vi har danske venner og vores dejlige datter er dansk. Det er her, jeg har besluttet, jeg vil være. Hvorfor skal jeg så ud, spurgte Napa ulykkeligt ganske kort tid før, parret skulle til at sætte sig i bilen for at køre mod lufthavnen.

Napa og parrets datter Emma Leeloo skulle, da udvisningen stadig stod til troende, efter planen lande tidligt fredag morgen i Dubai og flyve videre derfra til Bangkok. Og en uvis fremtid.

Nu kan de i stedet blive hjemme på Palnatokesvej i Odense. Og Emma Leeloo møder op for at være sammen med kammeraterne i børnehaven mandag morgen.

- Vi holder hende jo nok hjemme i morgen. Og jeg kan komme på arbejde igen uden at skulle tænke på alt det kaos, der har været, siger en lettet og glad Peter Foss, som på 22. år er selvstændig erhvervsdrivende med Peters Køreskole.

Udlændingestyrelsen forventes at have en ny afgørelse i Napa Foss' sag om tre måneder.