7,8 millioner.

Så mange gange er det mest set danske X Factor-klip set på YouTube. Og det gør det også til DR's mest sete klip på YouTube overhovedet. Det skriver DR.

Og nej, det drejer sig ikke om et klip fra et af X Factors liveshows eller en kikset audition. Klippet stammer fra 2016-udgaven af X Factor og er fra den famøse 'Five Chair Challenge'.

Det er Reza Marofi Dilamis på 15 år, der synger Lukas Grahams hit '7 Years'. Og netop kunstneren bag sangen kan have en del med de mange seere at gøre, gætter Reza.

»Når folk søger på '7 Years' på YouTube, dukker min version op. Og så tænker de nok: Ham kan jeg da også lige se. Og så klikker de også på den,« siger Reza Marofi Dilamis til DR om de mange seere.

Rezas optræden går dog ikke helt problemfrit i det meget sete klip, for han glemmer teksten til den populære sang.

I dag går Reza i gymnasiet og tænker tilbage på sin tid i X Factor med glæde.

»Det var vildt fedt. Jeg lærte meget. Jeg føler ikke, jeg er så genert mere,« siger Reza Marofi Dilamis.

Tidligere var det mest sete DR-klip Basims Grand Prix-vinder 'Cliche Love Song'.