Gravede socialminister Annette Vilhelmsen (SF) sin egen grav, da hun bad om en advokatundersøgelse af sagen om hendes milliongave i utide til Lisbeth Zornigs projekt Stemmer på kanten?
Spørgsmålet er aktuelt, efter at nye afsløringer næsten dagligt tårner sig op i sagen, hvor Annette Vilhelmsen allerede er blevet udstyret med en meget stor næse.
Nu kræver oppositionen, at advokatundersøgelsen også omfatter Socialministeriets departementschef Jesper Zwisler, og den særlige rådgiver Jan Alder.
- Vi skal have undersøgt departementschefens rolle. Vi skal have fundet ud af, hvem der præcis har vidst hvad, og hvordan beslutningerne er truffet imellem ministeren, departementschefen og spindoktoren, siger Venstres ordfører i sagen Jacob Engel-Schmidt.
- Det er også bekymrende, at der hele tiden dukker nye oplysninger op i sagen. Det kan betyde, at advokat-undersøgelsen kommer til at se en del værre ud, end status var ved samrådet, hvor Annette Vilhelmsen fik en næse, siger han.
Om embedsmændene skal afgive mundtlig forklaring overfor en uvildig undersøger, eller om de kan nøjes med at forklare sig på skrift, er der endnu ikke taget stilling til.
Dansk Folkepartis ordfører Karin Nødgaard vil have vendt alle sten.
- Vi skal fuldstændig til bunds i sagen, siger hun.
Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance tilslutter sig kravet om, at undersøgelsen skal belyse embedsmændenes rolle.
Han mener, at de nye oplysninger, der er kommet frem efter samrådet i december, har gjort sagen mere alvorlig. Nu afventer han en høring om parlamentariske undersøgelser, som Folketinget afholder onsdag. Her skal man diskutere, om det skal være muligt for politikere at udspørge embedsmænd i forbindelse med en sag.
Den mulighed findes ikke i dag, idet man er henvist til at kalde en minister i samråd. Kommissoriet for undersøgelsen ventes at ligge klar i løbet af en eller to uger, og advokatundersøgelsen barsler med sin konklusion i løbet af foråret. Her vil Annette Vilhelmsen og hendes nærmeste medarbejderes ageren i million-brøleren blive endevendt igen.
Med involveringen af embedsmændene kan der være lagt op til nye skandaler som i Justitsministeriet.
Her er departementschefen sendt hjem og ministeren skiftet ud. Eller som i Udviklingsministeriet, hvor ministeren selv trak sig, og hvor der indledes tjenstligt forhør af to embedsmænd.
Dertil kommer skandalen i Skatteministeriet, der førte til, at departementschefen i 2012 blev suspenderet. Han afventer nu resultatet af en kritisk kommissionsundersøgelse.