»Han greb godt fat i brysterne på en måde, hvor jeg tænkte: ’Det behøver du vel ikke?’ Han kørte også hånden rundt i trussekanten og havde den ene hånd nede omkring min balle indvendigt.«

Sådan fortæller journalist og lektor Anne Lea Landsted om et sikkerhedstjek, hun var ude for i Københavns Lufthavn for nylig. Hun greb instinktivt fat om sikkerhedsvagtens hånd, men fik så at vide, at han 'bare gjorde sit arbejde'.

»Jeg kan normalt godt finde ud af at råbe op, men jeg blev simpelthen så paf og pinligt berørt, fordi det var så mærkeligt. Der stod en masse mennesker i køen og så det,« siger hun til bt.dk.

I første omgang skød Anne Lea Landsted episoden ud af hovedet, fordi det måtte være et enestående tilfælde, hvor en sikkerhedsvagt i lufthavnen misbrugte sin magt. Men da det skete igen kort efter, greb hun pennen og skrev et debatindlæg i Politiken.

Især på grund af sikkerhedsvagtens reaktion, da hun lod ham forstå, at det var grænseoverskridende for hende.

»Nu ser du jo godt ud, men ellers er det heller ikke særlig sjovt for mig,« sagde han efter at have forklaret hende, at 'sådan gør vi i Danmark' og pegede på et lille skilt, hvor der stod, at man skal bede om det, hvis man vil kropsvisiteres af en vagt af samme køn.

Anne Lea Landsted blev fra mange sider opfordret til at skrive et debatindlæg efter at have fortalt om sine oplevelser på Facebook. Det viste sig da også hurtigt, at hun så langt fra er den eneste, som har oplevet grænseoverskridende sikkerhedstjek i Københavns Lufthavn.

»Der er mange, som har skrevet til mig og fortalt om oplevelser, de selv har haft, og som de fandt ubehagelige,« fortæller hun.

Anne Lea Landsted har intet imod at blive kropsvisiteret af mænd, så længe de udfører deres job respektfuldt.

»Jeg har rejst utrolig meget og er blevet undersøgt af både mænd og kvinder uden problemer overhovedet. Min pointe med det her er, at det er eksempler på magtmisbrug. De har magten, fordi de skal udføre det sikkerhedstjek, og jeg kan ikke gøre noget. Jeg har ikke rigtig nogen rettigheder i den sammenhæng,« siger Anne Lea Landsted.

Sikkerhedschef i Københavns Lufthavn Johnnie Müller ærgrer sig over, at Anne Lea Landsted har haft en dårlig oplevelse under sikkerhedstjekket og vil følge op på sagen.

»Ingen passagerer skal føle sig krænket af at gå igennem sikkerhedskontrollen,« skriver Johnnie Müller i et debatindlæg i Politiken.

Fra 1. september bliver kropsvisiteringen erstattet af securityscannere i Købbenhavns Lufthavn. Alle passagerer skal som hidtil gå igennem den såkaldte ’doorway’, som minder om en fritsvævende dørkarm. Bipper den, skal passageren fremover gå ind i securityscanneren, løfte armene og dreje rundt om sig selv.

Lyder alarmen også her, vil sikkerhedspersonalet med det samme kunne se, præcis hvor på passagerens krop, der er noget, som skal undersøges. Dermed vil det ikke længere være nødvendigt at røre over hele kroppen som i dag, forklarer Johnnie Müller i Politiken.

»Uanset regler eller ny teknologi accepterer vi ikke sexchikane og tager sagen meget alvorligt. Ingen passagerer skal følge sig krænket af at gå igennem sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn,« siger han.

Københavns Lufthavn forventer ikke, at de ændrede procedurer får indflydelse på passagerernes ventetid ved sikkerhedskontrollen.