I flere år har boere til morgenværtshuset Cafe Louise på Nørrebro levet i frygt og været generet af de typer af gæster, som morgenværtshuset tiltrækker. Værtshusgæsterne har blandt andet ved flere lejligheder sparket sig ind i forskellige opgange og gårde, hvor de har løbet rundt med pistoler.

- De har gemt pistoler i vores cykelskur, og en dag blev en af beboerne truet med en pistol nede i gården, fortæller 26-årige Jesper Breinholdt, der gennem fem år har boet i ejendommen over den berygtede café, der lørdag morgen igen blev midtpunkt for et kedelig sag.

Omkring klokken 7.15 opstod der nemlig et større slagsmål. Flere personer gik løs på hinanden med slagvåben og knive, hvilket resulterede i, at en mand i trediverne blev dræbt. Desuden blev fem personer alvorligt såret.

Lørdagens drama har rystet beboerne yderligere.

- Jeg blev da nervøs, da jeg hørte om det, siger Jesper Breinholdt og fortæller, at andre beboere også føler sig utrygge,

Det bekræfter en anden tidligere beboer i opgangen.

- Alle beboerne er bange. Det var meget ubehageligt, når folk sparkede sig ind i vores opgang. Det var sådan noget, vi snakkede meget om, fortæller Kristian A., der gennem tre år har boet to etager over Café Louise i opgangen på Nørrebrogade nummer 5. Han ønsker af personlige årsager ikke sit efternavn i avisen, men bt.dk er bekendt med hans fulde identitet.

Den 1. august besluttede Kristian A. og hans kammerater at flytte væk fra stedet.

- Uroen fra caféen var en del af årsagen til, at vi flyttede. Når min kæreste var på besøg, kunne hun ikke gå ned alene, for så ville hun blive generet af de ubehagelige typer, der stod nede ved caféen, fortæller han og tilføjer:

- Caféen får mange ubehagelige gæster. Det er uciviliserede og respektløse typer.

Jesper Breinholdt fortæller, at han gennem flere år har forsøgt at komme i dialog med kommunen om de gener, som caféen påfører sine naboer. Men ind til videre er det ikke lykkedes at få gjort noget ved problemet.

- Det er jo også børn i opgangen, og problemerne med caféen er jo ikke noget, der giver dem tryghed, fortæller han.

Lørdagens drab er ikke det første, der er sket på Cafe Louise. For seks år siden blev en mand skudt ned på caféen.

Skal det være muligt at lukke værtshuse, hvor der konstant er ballade?