Naboerne til den dansk-ejet ødegård 150 kilometer nordøst for Gøteborg, der brændte ned natten til søndag og kostede seks danske statsborgere, fire voksne og to børn, livet, er i chok over tragedien. Det skriver Expressen.

- Det er tragisk, siger naboen Ingemar Andersson til den svenske avis.

Det var ham og hans kone Lena, der søndag morgen bemærkede, at der var noget galt med naboejendommen, der ligger i en skovkant cirka 500 meter fra deres hjem i Tidaholm.

- Vi plejede at kunne se de røde vægge, men nu var der pludselig ingen, siger Lena Andersson.

Ingemar Andersson gik derfor hen til stedet, hvor huset tidligere stod.

- Branden må være startet i løbet af natten, for om aftenen så alt ud som sædvanligt, men da jeg kom derhen om morgenen, var ilden allerede brændt ud, siger han.

Ifølge Helsingborgs Dagblad er de omkomne en dansk familie bestående af to voksne og to børn fra Ängelhom i det sydlige Sverige cirka 40 kilometer nordøst for Helsingør samt to voksne venner bosiddende i Danmark.

De to politikredse Nordsjællands Politi og Midt- og Vestsjællands Politi bekræfter over for Berlingske Nyhedsbureau, at de pårørende i Danmark er blevet underrettet om tragedien.

Imens er svensk politi i gang med tekniske undersøgelser, som skal kortlægge brandårsagen.