Det kan næsten ikke blive mere tragisk. En bilulykke nær Lindum i Nordjylland kostede tirsdag formiddag tre børn livet, mens et fem måneder gammelt spædbarn er kørt til Hjørring Sygehus.

Og for en af de lokale i Sindal kom ulykken lidt for tæt på. Bogstaveligt talt.

- Jeg hørte bremserne og hørte braget og blev forskrækket, fordi jeg vidste, vores nabo var på vejen med sin søn, så jeg var bange for, at det var dem, der var blevet ramt, siger den stadig berørte nabo.

Ulykken fandt sted, da en 39-årig mor var ved at foretage et venstresving på Lendumvej syd for Sindal. Her blev hun ramt af en modkørende bil, som var på vej fra Sindal til Lendum.

- Det var forfærdeligt at høre bremserne, så hørte jeg et knald, og folk der skreg, og vi kunne se røgen fra den bil, der brændte, fortæller øjenvidnet, der også selv føler sig udsat på strækningen, når hun går tur.

- Der er jo ret meget trafik, især på Bredmosevej, fordi der er vejarbejde nede i byen, så man føler nogle gange, at det er lidt med livet som indsats, når folk de kører, som de gør. Folk kører hurtigt herude, det gør de, fortæller vidnet, der ved, hvem chaufføren af den modkørende bil er.

Både han og den 39-årige mor er sluppet med lettere kvæstelser. Politiet har haft spærret hele vejen af og skal nu undersøge ulykkesstedet nærmere.