Det mener en række eksperter, der har med børn at gøre. Eksperterne råber vagt i gevær efter offentliggørelsen af svenske undersøgelser, der viser, at forråelsen i sproget og fysisk seksuel chikane på skolerne giver mange piger et problematisk forhold til deres seksualitet og i nogle tilfælde psykiske problemer.

Der findes ingen lignende undersøgelser herhjemme, men man ser tydeligt den samme udvikling, mener John Aasted Halse, der er børnepsykolog og formand for foreningen Børns vilkår.

Han mener, udviklingen hænger sammen med, hvordan rollemodellerne fra især TV har ændret sig.

"Det er noget, der er sket igennem de sidste 5-6 år efter de store børn begyndte at labbe Beverly Hills i sig. Nogle af pigerne i serien listede attributterne frem og der var seksuelle undertoner i stigende grad.

Det satte virkelig skub i udviklingen, da Spice Girls kom frem. Da rendte piger fra 8 år og opefter rundt og lignede små voksne.

Der har også i reklamerne været en stigende seksualisering, selv i reklamer, der på overfladen virker harmløse.

F.eks reklamen for ispinden Magnum, hvor en stor fyldig kvindemund spiser isen, er ladet med sex. Det er i hvert fald ikke en is hun spiser.

Børnene er udsat for et sandt mediebombardement med mere eller mindre tydelige seksuelle undertoner," siger John Aasted Halse, der mener at det giver anledning til misforståelser i piger og drenges kommuniaktion.

Og børnenes lette adgang til porno understreger kun, hvad TV-serier og reklamer antyder.

"Piger, der er udfordrende klædt kombineret med drenge, der er forført til at tro, at hvis man går klædt på den måde, så er man til det hele, kan være en farlig cocktail.

Drengene bliver da trekvart-forvirrede og drenge i 13-14 års alderen, der har for meget "damp bag ørene", skal der ikke meget til at "trigge"," siger John Halse.

Han mener desuden, at omgangstonen er blevet rå og seksuelt fokuseret. For år tilbage var "lede kælling" et voldsomt skældsord. I dag bliver piger f.eks kaldt "slappe skede" eller "åndssvage fiselette".

"Den forråelse af sproget er også en konsekvens af den udvikling, og pigerne reagerer ikke en gang voldsomt på det. Næ, sådan er omgangstonen".

Grund til nærmere undersøgelse

John Aasted Halse mener, at der er grund til at undersøge børnenes begyndende seksualitet nærmere for at gå præventivt til værks:

"Det her handler ikke om at sætte værn op omkring vores børn. Det kan vi ikke som samfundet er indrettet i dag.

Det handler om, at de vigtige personer i deres liv - lærere, forældre og pædagoger - kommer i en tæt dialog med dem og forklarer dem, hvordan tingene hænger sammen.

Drenge skal vide, at en pige altid har ret til at sige nej, og piger skal vide, hvordan de signaler, de sender, virker."

Læge og psykoterapeut Jannie Helle mener, at de forvirrende kønsroller i høj grad hænger sammen med alt det, medierne ukritisk fodrer os med, eller måske rettere: hvad vi ukritisk lader vores børn fodre med.

"Børn har brug for rollemodeller, men rollemodellerne i dag er sexsymboler, der kun hyldes for de ydre fortrin.

Og den virkelighed børn tager ind i deres små verdener, giver dem et helt forvrænget billede, som kan give dem problemer med sig selv og i omgangen med det modsatte køn," siger Jannie Helle.

"Stripperkongens piger er et meget godt eksempel. Her fremhæver man strippere som idealer. En af Stripperkongens piger blev nærmest landsidol for at blotte sig.

I virkeligheden har de piger det dårligt med, hvad de gør. Ofte har de haft en opvækst, der har gjort at de ikke kan mærke og sætte deres grænser, og det er så det, vi idealiserer og fordrer vores børn med.

I andre programmer og talkshows kalder man det debat, men det handler i virkeligheden om at blotte sig, både psykisk og fysisk. Og børn er meget påvirkelige og tror, at det er, hvad det drejer sig om for at blive accepteret. Alt det du ser, ryger lige ind i underbevidstheden.

Jannie Helle mener ikke, at vi skal gå over i den anden grøft og blive puritanske, men at vi skal finde en balance, for det er den, der er tippet helt, mener hun.

"Hvor ofte ser man en pige blive idealiseret for de indre værdier, personlighed og følelsesmæssig styrke? Unge piger har brug for rollemodeller, og dem der er fremme i øjeblikket er meget smukke, men samlebåndsagtige. Det hele er blevet så kropsfikseret med focus på seksualiteten.

Vi tager vore børns uskyld

Vi tager vores børns uskyld og barndom fra dem alt for tidligt. Vi glemmer at give dem lov til at være børn og en af måderne er at være mere kritiske overfor, hvad medierne får lov at påvirke dem med," siger Jannie Helle, der mener at pigerne ofte opnår det modsatte, når de søger bekræftelse ved at køre på seksualiteten.

"Den kvindelige seksualitet, når den er pågående, virker ubevidst truende på mænd. De bliver simpelthen agressive.

Når små og unge piger benytter sig af seksuelle virkemidler for at få opmærkomhed, kan de komme i situationer, de har svært ved eller slet ikke kan håndtere.

Og de får i hvert fald ikke den bekræftelse de higer efter. Tværtimod, bliver de trådt på, og det eneste de får bekræftet er deres mindreværd. Det kan give ar på sjælen," siger Jannie Helle.

Endte i situation de ikke magtede

Birgitte Herskind, 34-årig designer, er mor til tre piger i alderen 2, 8 og 12 år og hun har tit denne diskussion med andre mødre.

Hun er meget bevidst om at tale med sin datter om hvilke signaler hun sender, ikke mindst efter hun fik kendskab til tre piger i 13-års alderen, blev voldtaget, fordi de havnede i en situation, de ikke magtede.

"Jeg tror ikke på forbud. Så tvinger du dem til at snyde dig. Jeg mener, det er vigtigt at komme i en tæt dialog med dem, ikke mindst for tage problemerne i forkøbet.

De er usikre og bliver bombarderet med alt de næste 5-6 år, indtil de har fundet ud af, hvem de er, hvad de står for, og hvad de vil.

Det er vigtigt at lære dem allerede nu at sige nej til gruppepresset, som der altid vil være, men også nej i det hele taget.

Det handler kort og godt om at lære dem, at der er andre værdier i livet end udseendet, samtidig med at de skal have frit spillerum og eksperimentere med deres udtryk, for det hører alderen til, siger Birgitte Herskind, der mener, det er vigtigt at ruste dem til alle de indtryk, de bliver udsat for.

"Det går alt, alt for stærkt. Barndommen er blevet alt for kort. Da vi var 12 år, glædede vi os til at blive 15, for så kunne vi det og det. Og så var vi store.

Det behøver de ikke at vente på i dag.

De kan gå til dance-party, is-disco, In-disco hvis det er det, de vil. Voksen-diskoteker bruger søndagen til præ-teenage diskotek. Markedsføringen er rettet ind på deres alder, og de bliver udsat for et væld af tilbud, som de slet ikke er klar til.

Når de ser et idol som Mariah Carey, er hun meget let påklædt, og hun kører udelukkende på sex. Sådan er de fleste kvindelige idoler i dag. Pigerne efterligner deres idoler, men de er slet ikke klar over, at de signaler de sender, handler om sex.

Deres ordforråd indeholder ord, de simpelthen ikke kender betydningen af. De bruger udtryk, som de slet ikke selv forstår," siger Birgitte Herskind.