BT kunne mandag fortælle, at EU-kommissionen har lavet en liste over kosttilskud og fødevarer, der har en dokumenteret sundhedsmæssig effekt.

Men udover at fortælle hele sandheden om de dyre kosttilskud, som en masse danskere hælder i sig, bød listen også på flere fødevarer, der gennem tiden har været alment kendt for at kurere alt fra dårlig fordøjelse til træthed.

Og flere af de populære gamle husråd har fået en overraskende placering på listen med stoffer, der ikke har en dokumenteret effekt. Således er der sået tvivl om de gode egenskaber hos både svesker, kaffe og vand.

I mere end fire år har Den Europæiske Fødevareautoritet, EFSA, arbejdet med at sortere i påstande fra fødevare- og helsekostbranchen med det formål at luge ud i de mange falske løfter om sundhedsgavnlige virkninger. Over 3.000 påstande blev gennemgået - og kun 222 kunne godkendes. Det betyder ikke, at de resterende skal fjernes fra hylderne i supermarkeder og apoteker. Det betyder blot, at deres gavnlige effekt ikke er dokumenteret godt nok til en godkendelse, og de derfor ikke må skilte med den på produktet.

Men flere fødevarer har allerede så godt et ry, at et mærkat der lovpriser produktet er overflødigt. Det gælder f.eks. sveskejuice, der længe har været kendt for sin gode effekt på fordøjelsen. Men dokumentationen for effekten af sveskejuice har ikke været god nok til, at den tørrede blomme har fået en plads på den såkaldte 'positivliste.

På 'negativlisten' finder man desuden asparges, der ikke bevisligt sætter gang i nyrerne og har en udrensende effekt, mens også alle æblecidereddikens mange gode virkninger er blevet afslået.

De største overraskelser på listen er kaffe og koffeinholdige energidrikke samt vand.

Her er det ikke dokumenteret, at 'kaffe har en opkvikkende effekt på krop og sind og hjælper med at holde dig på vagt', koffeinholdige energidrikke forbedrer ikke' din mentale ydeevne, reaktionstid og fokus' og giver dig ikke 'en energiindsprøjtning'.

Til gengæld bidrager vand til at vedligeholde en normal kropstemperatur - men fjerner ikke affaldsstoffer fra kroppen, og det er ikke dokumenteret, at vand i rigelige mængder reducerer risikoen for dehydrering.

Desuden er der heller ikke fundet dokumentation for, at man taber sig ved at skifte sukkeret ud med det kunstige sødestof aspartam.

Hos fødevarestyrelsen begrunder man de overraskende placeringer med, at der ikke er truffet endelig afgørelse om fødevarernes sundhedsmæssige vurdering. Det er altså ikke nødvendigvis fordi, det er ren indbildning, når morgenkaffen synes at kvikke dig op.

Nogle af kaffens gode egenskaber er allerede godkendt, mens andre bliver tilbageholdt, indtil man er sikker på, det ikke kan være farligt at opmuntre til brugen for at få virkningen. Det gælder blandt andet den opkvikkende effekt.

Disse produkter ligger altså i venteposition, indtil man har vurderet de nærmere betingelser for anvendelsen.