En kvinde fik sig noget af et chok, da hun sent onsdag aften kørte på Holbækmotorvejen ud for Ordrup ved Kirke-Sonnerup.

For da kvinden ville trække ud i ydersporet, ramte hun pludselig noget, der senere viste sig at være et menneske, som lå på vejbanen.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Ved du noget om sagen? Så skriv til BT på 1929@bt.dk

Forinden havde en anden bilist holdt ind i nødsporet, da han ville undersøge en udefinerbar stor genstand, der lå i vejkanten. Heldigvis kom han aldrig så langt, for kort tid efter han var holdt ind til siden, kørte kvinden over det, der viste sig at være liget af en kvinde.

»For at skabe afstand til bilisten i nødsporet trak hun mod venstre, men opdagede for sent, at noget lå på vejen. Hun kunne derfor ikke undgå påkørsel af det, der viste sig at være et menneske,« lyder det.

Politiet har hele natten været til stede ved gerningsstedet for at finde ud af, hvad der kan være sket.

»Politiet foretog grundige undersøgelser på uheldsstedet med assistance fra en bilinspektør og politihunde for at finde ud af, hvorfor den tilsyneladende livløse person lå på motorvejen,« skriver de.

Den påkørte person havde ingen identitetspapirer på sig, oplyser Midt- og Vestsjællands politi, og man er derfor ved at foretage undersøgelser af den afdøde kvinde, der kan fastslå hendes identitet.

»Politiet arbejder nu videre med sikker identifikation af kvinden, således at pårørende kan blive underrettet samt afhørt om kvindens færden indtil tidspunktet for påkørslen. Politiet ved endnu ikke, hvorfor kvinden lå tilsyneladende livløs på motorvejen før uheldet.«

Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser nu andre bilister, der passerede ulykkesstedet umiddelbart før ulykken.