MALAYSIA: Et af kommunikationssystemerne på det forsvundne malaysiske passagerfly var allerede slukket, da flyet sidste gang var i radiokontakt med den malaysiske trafikkontrol, skriver Reuters.
Hidtil har det forlydt, at flyet populært sagt først blev elektronisk mørklagt på et senere tidspunkt. Men nye oplysninger tyder ifølge den malaysiske transportminister, Hishammuddin Hussein, på, at Boeing-777-flyets såkaldte ACARS-system allerede var slukket, da det en time efter starten var i radiokontakt med trafikkontrollen.
Den kontakt fandt sted, da flyet befandt sig over byen Kota Bharu på østkysten på sin rute på vej mod Beijing over vietnamesisk luftrum. Efter godt en times flyvning drejede flyet 180 grader og fortsatte i stik modsat retning, hvor al kontakt med flyet hørte op.
Lørdag sagde den malaysiske premierminister, Najib Razak, at kommunikationen blev afbrudt af en eller flere personer om bord, og at flyets kursændring var resultat af en bevidst handling.
ACARS-systemet er et digitalt system, der tillader simple beskeder mellem fly og stationer på jorden via radio eller satellitter.
Lørdag kom det frem, at alle flyets kommunikationer blev slukket - nærmest som en elektronisk mørklægning efter den sidste radiokontakt.
Satellitdata viser dog ifølge den malaysiske premierminister, at flyet kan have fløjet adskillige timer.
Gåden om, hvad der er sket med flyet, der 8. marts forsvandt med 239 om bord, er endnu total.
Efterforskningen retter sig nu mod de to piloters og passagerernes baggrunde. Det gælder såvel økonomiske, religiøse som politiske, men også jordpersonellets baggrunde er genstand for efterforskning.
Den malaysiske politichef. Khalid Abu Bakar, siger ifølge Reuters, at de malaysiske myndigheder endnu ikke har modtaget baggrundsoplysninger på alle passagerer.
Var det fortsat over land, er der dog stor sandsynlighed for, at det ville være opdaget af om ikke andre så landenes militære flykontrolcentre.
Transportministeren sagde søndag, at 25 lande nu er involveret i eftersøgning og efterforskning af MH370s forsvinden.