Et mysterium, der i over 100 år har plaget kunstelskere, er blevet løst. Et nyt dokument har afsløret detaljer om Van Gogs afskårne øre.

Den hollandske maler Vincent Van Gogh blev verdenskendt for sine smukke og anderledes malerier. Men den kendte maler blev også kendt for et lidt anderledes væsen.

Ved siden af dyrkelsen af sin store passion, malekunsten, kæmpede han nemlig med psykiske problemer. Og problemerne blev så slemme, at han en dag i 1888 skar sit ene øre af.

Historien om Van Goghs afskårne øre har de fleste nok hørt om. Men nu afslører et nyt dokument, hvad det egentlig skete dengang.

Ifølge Daily Mail kaster et nyt studie foretaget af den britiskfødte Bernadette Murphy nemlig nyt lys over historien.

Mange har gennem tiden spekuleret over, hvor meget af øret den kendte maler skar af, og hvem den mystiske prostituerede ved navn ’Rachel’, som han angiveligt gav det afskårne øre til, var.

Men nu må historiebøgerne tilsyneladende skrives om. For kvinden, der fik Van Goghs øre hed slet ikke Rachel. Det afslører Murphys forskning.

Den mystiske kvinde hed i stedet ’Gabrielle’ og var slet ikke en prostitueret, men en stuepige på et hotel, skriver Daily Mail.

I sin forskning har Murphy også fundet et gammelt dokument, der viser, hvor meget af øret Van Gogh skar af.

Dokumenter, der er lavet af lægen Félix Rey, som behandlede Van Gogh, efter han havde skåret sit øre af, lavede nemlig nogle skitser af, hvor meget af øret, der blev skåret af. Og ifølge dem skar kunstneren stort set hele sit øre af, frem for blot en del, som nogle ellers har hævdet.

Den 58-årige Bernadette Murphy, der er kunsthistoriker,  har forsket i Van Gogh gennem længere tid.

Og hendes nye opdagelser, der netop er blevet udgivet i en bog, har da også imponeret ’Van Gogh’-museet i Amsterdam, der straks offentliggjorde resultaterne.

Ifølge den hollandske kunsthistoriker Louis van Tilborgh har hendes opdagelser af dokumenterne med skitserne af Van Gogs øre løst en af de største kunstgåder.

»Vi ved nu med sikkerhed, at det var hele øret (han skar af, red.),« siger han til Daily Mail.

Vincent Van Gogh begik selvmord i 1890. Kort forinden havde han skrevet til sin bror, at han følte sig som en fiasko, da han havde problemer med at sælge sine værker.