Et groft og kynisk drab blev det kaldt på forsiden af BT den 1. februar 1992. Men hvem myrdede den 12-årige Susan? Det er stadig et mysterium.

Det er ikke uden grund, at krimier altid har haft et stort publikum. Vi mennesker har en nærmest umættelig trang til mysterier, til at hoppe med på legen om grusomme mord og ikke mindst gætteriet om, hvem der begik dem?

Men vores fascination - og afsky - gælder også virkelige drabssager. Ikke mindst dem, der aldrig er blevet opklaret.

En ny bog ’Uopklaret’ trækker nogle af danmarkshistoriens mest gådefulde frem i lyset igen. Blandt dem det kyniske drab på den kun 12-årige skolepige Susan Hansen, som vi her bringer kapitlet om.

Manden i stationcaren

Hun kom ud af biblioteket og krydsede ned mod Jyllandsgade i Fredericia.

Det var den 30. januar 1992. Skyerne hang grå og triste over den mellemstore provinsby. Pigen livede dog lidt op i bybilledet. Hun bar en bordeauxfarvet vindjakke og havde lyst hår.

Hendes navn var Susan. Hun var 12 år og gik i 6. b på Skjoldborgvejens Skole.

Nu kom hun til legetøjsbutikken G.K. Legetøj. Lidt tøvende stod hun foran udstillingsvinduet – skulle hun gå ind?

Det gjorde hun.

I butikken var der tilbud på blyanter, så hun købte ti. De skulle bruges i skolen, og når hun sad og tegnede derhjemme. Susan var glad, da hun forlod butikken og smilede til ekspedienten.

Ude af butikken fortsatte hun gennem byen mod busterminalen. Hun skulle finde en bus, der kørte mod hendes hjem i Sønderparken, et socialt boligbyggeri uden for Fredericia. Inden hun nåede til terminalen, stoppede hun dog ved chokoladebutikken Oles Hjemmelavede Chokolader. Hun købte en blyant-is.

Da hun kom ud af butikken, var hendes humør nærmest slået om, hun virkede træt og trist. Ufortrødent fortsatte hun dog mod busterminalen. En pige fra hendes parallelklasse så hende ved terminalen. Pigen vinkede til Susan, men hun så hende ikke. Det var, som om Susan havde fået øje på en anden og kiggede væk. Pigen bed ikke nærmere mærke i dette, men gik videre med sine forældre.

En bil gled op ved siden af Susan, kort efter steg hun ind. Døren smækkede bag hende. Bilen kørte stille bort. Ingen bemærkede noget.

Næste morgen fandt man liget af Susan i en grøft uden for Fredericia.

Gerningssted og findested

Susan blev fundet i grøften på Herslevvej af en 14-årig dreng på vej til skole. Fundet blev gjort omkring klokken 07.45. Da havde Susan været død i flere timer. Politiet rykkede øjeblikkeligt ud og afspærrede området, og Rejseholdet blev kort efter bedt om assistance.

En retsmediciner blev tilkaldt, og undersøgelserne gik i gang. Det første og måske væsentligste, man med sikkerhed kunne fastslå, var, at findestedet ikke var gerningsstedet. Susan var blevet myrdet et andet sted og derefter placeret i grøften.

Drabet havde antagelig fundet sted sidst på aftenen – dog ikke senere end klokken 23.

Pigen havde ligget i grøften i tre-fire timer. Findestedet var præget af en vis orden. Susan lå pænt, som var hun lagt til at sove. Ved siden af hende havde morderen placeret de blyanter, hun havde købt i Fredericia, samt biblioteksbøgerne, hun havde lånt.

Biblioteksbøgerne lå i en sort pose, hvor der også var noget medicin til moderen. Pungen med penge lå stadig i hendes jakke.

Findestedet indeholdt kun få tekniske spor, hvilket langtfra er ualmindeligt ved findesteder i drabssager, da de fleste biologiske spor primært vil findes på selve gerningsstedet. Det eneste konkrete spor var et dækaftryk. Antagelig fra en firehjulstrækker. Dækket var af typen BF Goodrich Trail T/A.

Efterfølgende skulle en firehjulstrækker med disse dæk blive et omdrejningspunkt i politiets efterforskning, men samtidig var man dog fra politiets side pinligt opmærksom på, at dækaftrykket muligvis intet havde med sagen at gøre. Det kunne jo være blevet sat af en tilfældig bil.

Susan kunne altså være blevet myrdet i gerningsmandens bil eller måske på dennes bopæl og så placeret i grøften på Herslevvej. Man kunne heller ikke helt udelukke, at forbrydelsen havde fundet sted i en nærliggende skov. I hvert fald fortalte et vidne efterfølgende, at han den 30. januar omkring klokken 17 havde hørt skrig som fra en pige i Hannerup Skov – stedet var ikke så langt fra Susans bopæl.

Et andet vidne havde også set en rød bil i området, måske en stationcar eller firehjulstrækker. De efterfølgende retsmedicinske undersøgelser viste, at Susan var blevet kvalt, men der var ikke spor efter nogen voldsom kamp forud for hendes død. Susan var heller ikke blevet mishandlet eller voldtaget, så hvad var der egentlig sket forud for drabet?

Dette kunne man måske have fastslået, hvis man havde fundet gerningsstedet, men det skete ikke, og det gjorde fra begyndelsen sagen kompliceret. Politiet var så godt som på bar bund.

Susan

To ting stod dog fra begyndelsen i centrum af politiets efterforskning: dels at slå fast, hvor dækaftrykket på findestedet stammede fra, og dels at afklare, hvem Susan var. For måske skulle gerningsmanden ikke søges blandt fremmede, men i Susans nærmiljø. Hun var trods alt tilsyneladende frivilligt kørt med sin drabsmand.

Susan blev født ind i en typisk arbejderfamilie. Mor og far havde arbejdet som ufaglærte på forskellige fabrikker og boet forskellige steder i Jylland, inden de slog sig ned i Fredericia. Susans mor Birthe Hansen havde været gift en gang før, men var blevet skilt og gift igen med Orla Hansen, inden Susan blev født. Susan havde en halvbror fra moderens første ægteskab.

Susans far døde imidlertid, da Susan kun var få år gammel, så ham lærte hun aldrig rigtigt at kende. Moderen havde dertil et svagt helbred og blev derfor førtidspensionist i en forholdsvis ung alder.

I hele Susans barndom skrantede moderens helbred, og til tider måtte hun indlægges. Under indlæggelserne boede Susan hos enten klassekammerater eller familie.

Sygdommen til trods var de to utrolig tæt knyttet til hinanden. Susan var Birthe Hansens et og alt. På trods af sin beskedne førtidspension sørgede Birthe altid for, at der var tilstrækkelige midler til Susans tøj og andre fornødenheder. Moderen var også meget opmærksom på Susans sikkerhed, og først i en noget sen alder fik hun lov til selv at cykle til og fra skole. Birthe ville altid have helt klare informationer om, hvor Susan befandt sig, og var pigen blot en lille smule forsinket, blev moderen hurtigt urolig.

Susan tog omvendt meget hensyn til sin skrøbelige mor. Hun sørgede for at hjælpe til derhjemme, overholdt så vidt muligt alle aftaler og opførte sig i det hele taget, ifølge sine kammerater, eksemplarisk derhjemme. Alt i alt var der næsten tale om en symbiose mellem mor og datter, og for begge har den største skræk sikkert været at skulle undvære hinanden. Hvad Susan derfor nok var mest bekymret for, var at moderen skulle indlægges igen.

I skolen var Susan en flittig elev. Kammeraterne kom hun også udmærket ud af det med. De første år i Skjoldborgvejens Skole havde dog ikke været helt nemme. Susan var buttet og var blevet drillet.

Som årene gik, blev det imidlertid bedre, og Susan blev efterhånden en del af den populære pigegruppe. Dette skete bl.a., da hun begyndte at gå til ridning og siden i en teenageklub i området omkring Sønderparken. Klubben var kendt for at huse nogle lidt mere ’vilde’ drenge og piger, og moderen kendte, som man nok kan forestille sig, ikke noget til Susans nye ’bekendtskabskreds’.

For politiet var spørgsmålet, om Susan var fulgt med en person, der havde nævnt noget om hendes mors sygdom – eksempelvis at moren var blevet indlagt igen. Det opfattede man som forholdsvis sandsynligt, da det virkede mærkeligt, at Susan helt frivilligt skulle sætte sig ind i en fremmed mands bil og køre med uden nogen grund. Denne teori krævede, at gerningsmanden kendte noget til Susans baggrund, så helt fremmed kunne han altså ikke være.

Mange personer kunne dog have et perifert kendskab til Susans familieforhold. Det kunne f.eks. være en person med tilknytning til den rideklub, hvor Susan gik. At det var en person med relation til ungdomsklubben, hvor Susan var begyndt at komme, kunne heller ikke udelukkes. I alle tilfælde kunne gerningsmanden på et tidspunkt have opsnappet information om Susan for siden at udnytte den.

Politiet – både det lokale og Rejseholdet – kunne dog ikke slippe tanken om, at det måske ikke var en lokal person, der havde begået drabet, men en, der var kommet ’udefra’ og tidligere havde begået lignende forbrydelser. Så ville der være tale om en form for fjerndrab, dvs. et drab, hvor gerningsmanden ikke havde nogen forudgående tilknytning til offeret.

Børnelokkeren

RED: I kapitlet om Susan drabet fremlægges teorien om, at morderen kunne være en børnelokker, som i perioden huserede i området og forsøgte sig med overgreb på en række mindreårige piger. I forbindelse med to af sagerne var vidner i stand til at give et signalement af manden, der blev beskrevet som cirka 40 år, 175 centimeter høj, med kort, glat hår og overskæg. Ligeledes havde et af vidnerne bemærket mandens bil, en firehjulstrækker af mærket Mitsubishi Pajero Canvas.

Det afgørende spørgsmål er naturligvis, om børnelokkeren, der opererede i Midt- og Sønderjylland – og måske kom fra grænseområdet – var Susans morder.

Det kan der naturligvis kun gisnes om, men der er unægtelig indicier, der peger på det.

For det første var der mandens fremgangsmåde: Han stoppede pigerne ved busstoppesteder og spurgte om vej.

For det andet fik han pigerne ind i bilen ved i nogle tilfælde at henvise til et sygt familiemedlem (noget, der afgjort ville appellere til Susan).

For det tredje opererede han i Fredericia-området på netop det tidspunkt, hvor Susan blev myrdet.

Og for det fjerde var han ikke en typisk voldtægtsforbryder, dvs. han voldtog ikke nogen af pigerne, men tog dem ’blot’ op i sin bil og befamlede/opførte sig mærkeligt over for dem. Dette passer med, at Susan uden tvivl havde været udsat for en form for sædelighedsforbrydelse, men ikke var blevet voldtaget.

Måske gik noget galt for børnelokkeren, hvorefter han i frygt, forvirring eller ophidselse ’kom til’ at kvæle Susan? Det er i hvert fald en mulighed.

Derudover vidste man, at børnelokkeren formentlig havde kørt i en Mitsubishi Pajero Canvas, og at der var fundet et dækaftryk fra en firehjulstrækker på findestedet i Susan-sagen. Dette betød naturligvis ikke, at der ikke var løse ender i forhold til bilteorien. For skåret ind til benet krævede det jo fortsat, at brandmanden fra sagen i 1988 huskede rigtigt, og at dækaftrykket vitterligt var afsat af gerningsmandens bil.

Men det var unægtelig en god ’krog’ at hænge den videre efterforskning op på. Bilen blev efterlyst, og dækaftrykket blev nævnt, men uden held. En del af problemet var antagelig, at børnelokkeren måske slet ikke havde firehjulstrækkeren længere.

I forbindelse med nogle af de sidste børnelokkersager havde pigerne nævnt, at manden havde kørt i en mindre rød bil. Så hvordan hang det sammen?

Havde manden flere biler, eller havde han skilt sig af med Mitsubishien?

Og hvis ikke han havde Mitsubishien længere, hvordan var dækaftrykket fra firehjulstrækkeren så havnet på findestedet?

Måske havde dækaftrykket alligevel ikke noget med sagen at gøre?

Endelig kunne man ikke udelukke, at gerningsmanden befandt sig i Tyskland, hvilket kunne være grunden til, at man ikke kunne lokalisere den ellers sjældne firehjulstrækker. Spørgsmålene hobede sig op, og svarene blev aldrig fundet.

Spor og efterforskningsfejl

Bilen var imidlertid ikke det eneste spor.

I april 1992 efterlyste politiet information om nogle flamingokugler, der var blevet fundet under Susans støvler. Det lignede en form for isoleringsmateriale.

Fra politiets side overvejede man, om materialet kunne have været i den bil, Susan var blevet fragtet i til findestedet. Man turde dog ikke lægge sig fast på denne teori, for materialet kunne også have befundet sig i det hus eller den lejlighed, gerningsmanden måske i første omgang havde ført Susan hen til. Her var problemet igen, at findestedet ikke var gerningsstedet. I modsætning til en anden bestialsk drabssag ti år tidligere – den såkaldte Malene-sag, hvor sagen delvist var blevet løst ved fundet af nogle cementsække, der lå oven på den myrdede – kom der ikke noget ud af flamingokuglerne.

Efterforskningen var lige vidt.

Efterforskningen blev med sikkerhed vanskeliggjort af det manglende gerningssted samt den mulige ’fjerngerningsmand’, men der blev også begået nogle efterforskningsmæssige fejl under Susan-sagen. I den forbindelse er det værd at se på teorien om ’fjerngerningsmanden’.

Ved sagens begyndelse fik man nemlig ikke koblet Susans drabsmand sammen med børnelokkeren, der huserede i Midt- og Sønderjylland. Det skyldtes, at børnelokkerens forbrydelser ikke var arkiveret under sædelighedsforbrydelser, men ’andre undersøgelser’.

Dette kan lyde mærkeligt, men er det egentlig ikke. På det tidspunkt var man nemlig usikker på, om børnelokkerens forbrydelser overhovedet faldt ind under sædelighedsområdet, han havde jo ikke voldtaget nogen. Dette skyldtes altså hverken slendrian eller ond vilje, snarere var der tale om uvidenhed inden for det pædofile område, hvor gerningsmænd og -kvinder jo langtfra altid direkte voldtager deres ofre.

Koblingen blev først foretaget, da rejseholdsmanden Kurt Kragh dykkede ned i sagen.

I forbindelse med assistancen til Fredericia Politi arbejdede han videre med et ’tip’ fra nogle forældre i området, der nævnte, at deres datter var blevet kontaktet af en mand, der ville have hende med op at køre. Herpå opdagede Kragh, at der var andre lignende sager, som tegnede et mønster. Selvom det lykkedes, tog det kostbar tid at lokalisere børnelokkerens tidligere gerninger. Hvor alvorlige konsekvenser det havde for opklaringen, er svært at sige.

Mere alvorligt er det måske, at der i dag blandt efterforskerne går rygter om, at et hår fundet på findestedet – der ikke stammede fra Susan – efterfølgende er forsvundet fra bevismaterialet.

Hvis dette gør sig gældende, er det uafklaret, hvem eller hvilken instans der er skyld i det retsgenetiske materiales forsvinden.

I betragtning af dna-metodens eksplosive udvikling er det i sagens natur alvorligt, hvis fysisk bevismateriale er forsvundet, da man muligvis i dag kunne have knyttet en potentiel gerningsmand til drabet igennem en analyse af håret. For at dette skulle kunne lade sig gøre, ville det dog være nødvendigt, at gerningsmanden var kendt af politiet i forvejen, dvs. forefandtes i dna-registeret, eller blev taget i ny kriminalitet.

Det manglende gerningssted, den ’mystiske’ gerningsmand og muligvis efterforskningsmæssige fejl betød således, at Susan-sagen aldrig blev opklaret og i dag står som en af den nyere tids mest gådefulde forbrydelser mod børn.

For familien havde sagen tragiske konsekvenser. Moderen kom sig aldrig over datterens død. Hun trak sig tilbage fra omverdenen og levede i mindet om datteren. Efter en række hjerneblødninger måtte hun flytte på plejehjem, hvor hun døde godt ti år efter Susans død. Resten af familien håber stadig på en opklaring.