Et år gamle Emma Lee har en dansk far, er født på Bornholms Hospital, har levet hele sit liv i Danmark og er dansk statsborger. Alligevel er hun på torsdag tvunget til at forlade Danmark og tage til Taiwan, hvor hendes mor, Luisa Lee, stammer fra, fordi familien er blevet nægtet familiesammenføring.
- Jeg har rigtig svært ved at forstå, at vi ikke kan få lov til at være sammen som familie. Min datter og kone betyder alt for mig, siger Emma Lees far, Benny Kristian Andersen.
Afslaget på familiesammenføringen begrundes med, at Benny Kristian Andersen har været på kontanthjælp i forbindelse med sygdom og derfor ikke kan forsørge sin familie. I stedet mener Udlændingenævnet, at Benny Kristian Andersen skal rejse til Taiwan, hvis han vil være sammen med sin datter og hustru.
Det vil Benny Kristian Andersen gerne, men han kan ikke. Han lider af sygdommen kronisk sarkodiose, der har nedbrudt hans immunforsvar. Ifølge hans læge fra Rigshospitalet er sygdommen så alvorlig, at Benny Kristian Andersen er for syg til at rejse til Taiwan.
- Det er utrolig hårdt, at vi ikke kan få lov til at være sammen. Jeg ville jo gerne rejse med dem, hvis jeg kunne, men min læge fraråder mig at rejse. Jeg er simpelthen for syg, fortæller Benny Kristian Andersen.
Normalt kan Udlændingestyrelsen fravige betingelserne for familiesammenføring, hvis ægtefællen i Danmark er alvorligt syg. Udlændingestyrelsen er dog af den opfattelse, at Benny Kristian Andersen sagtens kan leve med sin sygdom i Taiwan, da hans medicin kan købes i landet.
- Det handler ikke kun om medicinen. Fordi jeg er syg, kan jeg ikke få de nødvendige medikamenter for tyfus og tuberkulose, som er såkaldte levende vacciner. Min læge mener ikke, at jeg mit immunforsvar er stærkt nok til at danne antistoffer mod den levende vaccine, og derfor kan jeg blive meget syg. Og hvad med de kontroller jeg er til mindst hver anden måned?, siger han.
Der er allerede bestilt billetter til Emma og Luisa Lee, som forlader Danmark torsdag. Benny Kristian Andersen håber dog, at det lykkes ham at åbne politikernes øjne for, at reglerne for familiesammenføring "helt forkert skruet sammen".
- Jeg ved godt, man skal være objektiv, men det er svært, når ens barn og kone skal forlade landet om to dage. Men jeg har knoklet og altid betalt min skat, indtil jeg var så uheldig at blive syg. Kan det passe, at jeg skal straffes for det? Der må da være nogle politikere, der kan ændre de regler. Det andet er jo helt tåbeligt, siger han.
Datteren Emma er dansk statsborger, og hun kan derfor i princippet godt få lov til at blive i Danmark, men igen spiller Benny Kristian Andersens sygdom ind. Den betyder, at han ikke selv er i stand til at tage sig af datteren.
- Jeg kan simpelthen ikke tage hånd om hende alene, så hun er nødt til at rejse med sin mor. Jeg vil jo heller ikke tage vores datter fra min kone. Vi bør være sammen som en familie, det er det eneste rigtige, siger Benny Kristian Andersen.
Selvom Emma og Luisa Lee rejser om blot to dage og Benny Kristian Andersen er hårdt plaget af sygdommen i disse dage, nægter han at opgive kampen for at få lov til at bo sammen med sin kone og datter i hjemmet i Hasle på Bornholm .
- Selvom de rejser om to dage, så har jeg ikke givet op. Jeg stopper ikke med at kæmpe for vores ret til at være sammen som familie, siger han.