Myndigheder svigter whistleblowere
Går du til det offentlige og melder en ulovligheder i din virksomhed, kan chefen nemt finde ud af, at det var dig.
Går du til det offentlige og melder en ulovligheder i din virksomhed, kan chefen nemt finde ud af, at det var dig.
Medarbejdere, som oplever, at der sker ulovligheder på arbejdspladsen, skal passe på med at gå til myndighederne. Sådan lyder advarslen fra eksperter ifølge Politiken.
Whistleblowere er nemlig dårligt beskyttede.
- Man skal være klar over, at hvis man går til det offentlige med anmeldelser, risikerer man meget nemt, at de ender hos den, man anklager. Så enten skal man lade være, eller også skal man stå ved det, man anmelder, siger Sten Bønsing, lektor på Aalborg Universitet og ekspert i forvaltningsret, til Politiken.
Det skyldes den anklagede parts retssikkerhed, forklarer han.
- Det er et fast princip, der går på, at hvis man anklages for noget, skal man ikke bare have adgang til at vide, hvad det handler om, men skal også kunne få at vide, hvem det er, der anklager en, siger han.
- Det bagvedliggende princip er, at hvis den, der anklager dig, har en skjult dagsorden, skal du have mulighed for at forsvare dig mod den.
Det princip køber Søren H. Mørup, professor i forvaltningsret på Aarhus Universitet dog ikke.
- Hensynet til den, der bliver beskyldt eller anmeldt, kan ofte varetages på en anden måde, blandt andet ved at sikre sig, at man undersøger, om der er hold i anmeldelsen, således at en eventuel afgørelse ikke i sig selv er baseret på en anonym henvendelse, vurderer han over for Politiken.
Dorte Jensen, som i 15 år har været laborant på Mærsks olieplatforme i Nordsøen, oplevede sidste efterår at blive afsløret for chefen.
Hun havde besluttet sig for at gå til Miljøstyrelsen med oplysninger om, hvordan hun og kollegerne blev presset til at fuske med målinger af den olie, der udledes i havet fra platformene. Men i stedet for at forblive anonym, udleverede Miljøstyrelsen hendes fulde navn til Mærsk, som på den måde fik kendskab til hendes henvendelse til miljømyndighederne.
Hændelsen betød, at hun blev efterfølgende forflyttet fra sit job og nægtet bonus og lønforhøjelse.
BNB