- Lev i fred og lad andre leve i fred. Sådan stod der på mange af bannerne, som omkring 1.600 muslimer holdt højt i de københavnske gader søndag eftermiddag.

- Vi demonstrerer for rettigheden til at tro uden at blive hånet for det. Det her handler ikke specielt om Muhammed-filmen, det er en generel demonstration, fordi vi mener, at der skal være plads til alle, siger talsmand for demonstrationen, Shahzad Akram.

Politiet var med hele vejen fra Fælledparken klokken 14 til den amerikanske ambassade klokken 17, og vagtchefen fortæller, at demonstrationen forløb fredeligt.

- Det er gået rigtig fornuftigt, og der er blevet holdt god ro og orden. Vi har lige afsluttet og lukket ned, siger Jens Kristiansen fra Københavns Politi.

Nogle af demonstranterne var også med til at hjælpe politiet med at holde orden på de mange mennesker, fortæller talsmanden.

- Det er unge frivillige, som har fået neonveste på, så de kan hjælpe politiet med at holde styr på det, og så vi kan få pæne lige rækker, siger Shahzad Akram.

En ladvogn ledte demonstrationen, og herfra lød det fra en megafon:

- Vi siger ja til ytringsfrihed med omsorg. Vi siger nej til hån og bespottelse.