Musikplejecentret Sølund, der indvies mandag på Nørrebro i København, er det sjette i rækken af såkaldte » profilplejehjem«, der tager udgangspunkt i de ældres interesse-og værdifællesskaber, og i dag har udmøntet sig i plejehjem for blandt andet madentusiaster, dyreelskere, etniske minoriteter og homoseksuelle. Det skriver Kristeligt Dagblad.
»Folk er forskellige og har forskellige interesser og værdier. Det vil vi gerne matche også i vores plejetilbud,« siger sundheds-og omsorgsborgmester i København Ninna Thomsen (SF) til avisen.
Henning Bech, professor emeritus ved Institut for Sociologi på Københavns Universitet kalder de nye plejehjem en offentlig anerkendelse af den voksende individualisering i samfundet.
Han forklarer, at det moderne menneske opfatter sig selv som andet og mere end bare en borger i et samfund, og at vi ser os selv som individer, der handler og indretter os på baggrund af vores interesser og erfaringer.
Da det også gælder, når vi bliver ældre, er de nye specialiserede plejehjem en anerkendelse af den udvikling, mener Henning Bech.
Ifølge sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal vil vi fremover se langt flere specialiserede pleje-og omsorgsinstitutioner i både offentligt og privat regi. De fokuserede plejehjem kan øge de ældres livskvalitet og give dem bedre mulighed for at fastholde interesser og meningsfulde fællesskaber, men anerkendelsen af den enkeltes individuelle behov udfordrer samtidig det store fællesskab, mener hun.
I Holland har man taget skridtet videre i forsøget på at skabe homogene fællesskaber på landets plejehjem og visiterer de ældre efter deres tidligere erhverv og indkomst ud fra devisen, at lige børn leger bedst.
Den form for klasseinddeling kan dog virke usympatisk og segregerende, mener chefkonsulent i Ældre Sagen Margrethe Kähler. Det er dog ikke tilfældet i den københavnske model, hvor man netop forsøger at skabe fællesskaber på tværs af sociale og økonomiske skel, skriver Kristeligt Dagblad.