Den restaurerede Rottefælden er blevet til et multi-anvendeligt kulturhus, som de siger i Svendborg. Og nogenlunde så multi-anvendelig er revyen i år osse, med Jan Schou, som for anden gang er "rottefænger" og har lokket sin gamle makker Dario Campeotto.
Dario, der kan mer' end sin Angelique (som vi osse får bidder af), har en herlig underspillet ironi og er den helt rigtige modgift i Rottefælden.
Dario kan skrue både mafiafjæs og Kim Larsensk gavflab på og i et af revyens bedste numre slipper han det ud, han selv siger, han har indeni:
"En dum og dejlig dansker".
Iført snublekyse og velosolex beroliger han os med, at han slet ikke er til Ferrari - han vil hellere ha' boller i karry! Vi tror ikke på det - men nummeret tøffer rent ind.
I adskillige andre kommer den gode smag på hård prøve, for Jan Schou dyrker det platte - og ikke altid med stil. Der er mange grove vittigheder og platte sjoferter.
Men der er heldigvis osse søde og sjove numre - især flotte musiknumre, som det rappe enmandsorkester har ære af. Disse musiknumre giver de medvirkende lejlighed til at klæ' ud og få salen til at swinge.
Vi er til "Rock i Ryslinge", hvor både Michael Jackson og Sussi og Leo dukker op.
Og den store Grand Prix-parodi, som slutter første akt, er hip-hurra herlig: Her er guldlamé og glimmer, her er sjov med gamle schlagere. Og så er der Susanne Breuning i eleganteste diva-form.
22-årige Kiki Brandt klarer sig flot i selskab med de tre gamle revyrotter. Kiki kan både synge og se godt ud - og så er hun helt uimodståelig som den 11-årige Lille Kaj med strithår, hornbriller og grimasser.
Lille Kaj er tvangsindlagt til at gå til dans med Jan Schous meget store lillepige i lyserød satin, bikubehår og hvalpefedt.
Nummeret ender med, at Jan Schou som hormon-og humørsyg dansepige erklærer, at nu gider hun ikke gå til dans mer' - hun vil hellere gå til fedtsugning! Det samme ku' revyen trænge til:
En lille opstramning ville gøre underværker.
Helt i særklasse er det unge artistpar Lott & Leslie, der er deres egne rekvisitter og trylledej. De klovner, driller og leger i hæsblæsende tumlinge-stil. De er formidable.
"Rottefælden for 117. gang". Instruktion: Jan Schou. Musik: Jens Krøyer. Rottefælden, Svendborg.