Muligt dansk kampfly har flere fejl
Der er fundet flere fejl ved det omdiskuterede kampfly F-35 Joint Strike Fighter, som muligvis skal erstatte de danske F16-kampfly.
Der er fundet flere fejl ved det omdiskuterede kampfly F-35 Joint Strike Fighter, som muligvis skal erstatte de danske F16-kampfly.
Lækkede dokumenter fra USAs forsvarsministerium, Pentagon, viser, at en simuleret landingsøvelse med det amerikanske kampfly F-35 Joint Strike Fighter (JSF) har afsløret nye fejl i udviklingen.
Kampflyet, som Danmark overvejer at erstatte de nuværende F16-kampfly med, har med »stor sandsynlighed flere fremtidige fejl, som endnu ikke er identificeret«, lyder det i dokumentet, som sætter spørgsmålstegn ved hele udviklingsprocessen. Det skriver The Telegraph.
- Det bekymrer da altid med sådan nogle fejlmeldinger. Selvfølgelig gør det det, siger SFs forsvarsordfører, Holger K. Nielsen.
- Der har været mange problemer med JSF-projektet, og det er noget af det, som også vil indgå, når man skal vurdere de kandidater, der er, siger han.
Formanden for Folketingets forsvarsudvalg, Karsten Nonbo (V), mener, at fejl nødvendigvis må opstå, når man udvikler et nyt produkt. Derfor skal man heller ikke male fanden på væggen i forhold til JSF-udviklingen, som Danmark allerede har investeret 125 millioner dollar i.
- Det havde været værre, hvis det var motorvitale dele. Ikke at fange en arrestor hook (på hangarksibet, red.) er jo noget, der kan forbedres og udvikles. Umiddelbart lyder det ikke som noget epokegørende stort problem, der ikke kan løses. Vi rev jo heller ikke Storebæltsbroen ned, fordi betalingsanlægget ikke fungerede i starten, siger Karsten Nonbo.
Han regner med, at tilstanden på de nuværende F16-kampfly skal evalueres efter indsatsen i Libyen sidste år, og når det er sket, vil der være større vished omkring, hvor længe F16erne kan holde endnu og dermed, hvor meget beslutningen om et nyt kampfly haster.
- Jeg vil forsigtigt sige, at vi vel for pokker kan få styr på det inden for det næste halve år, så vi inden sommeren kan sige til os selv: »Okay, nu har vi så og så mange kilometer i timen travlt i forhold til typevalg på det nye fly«, siger Karsten Nonbo.
Beslutningen om typevalg skal senest tages inden udgangen af 2014, hvor det nuværende forsvarsforlig udløber.
Holger K. Nielsen mener, at de nye fly skal være så få og så billige som muligt, mens Karsten Nonbo har en klar vurdering af, hvor mange kampfly, Danmark ender med at investere i.
- Antallet 30 ligger i mine øjne fast. For du kan ikke gå meget længere ned, hvis du både skal have fly til at flyve, fly til at træne, fly i reserve og fly på værksted, siger Karsten Nonbo.