Mulighed for isvinter
Brrrr. Et usædvanligt kraftigt og stabilt højtryk mellem Finland og Rusland vil i mindst to uger endnu sende bidende kold sibirisk luft ned over os. Klimatolog vil ikke udelukke isvinter. I Østeuropa dør folk af kulde.
Brrrr. Et usædvanligt kraftigt og stabilt højtryk mellem Finland og Rusland vil i mindst to uger endnu sende bidende kold sibirisk luft ned over os. Klimatolog vil ikke udelukke isvinter. I Østeuropa dør folk af kulde.
I Haparanda oppe i det nordøstligste Sverige målte man i søndags det højeste lufttryk i landet i hele 40 år, nemlig 1.057 såkaldte hektopascal.
Det vidner om de kræfter, der i øjeblikket er på spil i det nord- og østeuropæiske vejrlig. Et højtryk af en sådan styrke har nemlig i den grad kræfter til at sende de milde luftmasser vest for Danmark på flugt for i stedet at blæse bidende sibirisk kulde lige ned i hovedet på os. Det skriver Berlingske.
LÆS OGSÅ:
Og det er netop sådan, situationen er i øjeblikket. Højtrykket over det nordlige Finland og nordvestlige Rusland fungerer ganske enkelt som en overordentlig effektiv blokade mod de mere lune og fugtige vinde fra vest.
- Ja, hvis man ikke kan lide kulde, så er der ikke meget opløftende at hente i prognoserne. Natten til fredag og søndag kan temperaturen dykke til hele 15 frostgrader over store dele af landet. Og ifølge vores prognoser ser den nuværende kolde vejrsituation ud til at holde sig stabil i mindst 15 dage frem, siger vagthavende meteorolog på DMI, Klaus Larsen, til Berlingske.
Dermed er der faktisk mulighed for, at vi kortvarigt kan få isvinter, før foråret sender sine milde vinde ind over kongeriget.
LÆS OGSÅ:
- Selv om det efterhånden er ret sent på vinteren, kan en isvinter ikke udelukkes. Hvis den hårde kulde holder sit greb i få uger mere, er muligheden til stede, siger seniorklimatolog ved DMI John Cappelen og minder om vinteren 1955-56, der – som denne vinter – startede ret mildt og i slutningen af januar slog over i hård kulde med en regulær isvinter til følge sidst på vinteren.
For kuldskære danskere er håbet, at grænsen mellem kolde og og varme luftmasser vil flytte sig lidt mere mod øst i de kommende uger. I øjeblikket befinder grænsen sig et par hundrede kilometer vest for den jyske vestkyst, hvor temperaturerne i øjeblikket ligger over frysepunktet. I Torshavn på Færøerne er der f.eks. cirka fem plusgrader i øjeblikket. Til gengæld er der omkring 25 frostgrader i Helsinki og 20 minusgrader i Hvideruslands hovedstad Minsk.