Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.
I længere tid har Midt- og Vestsjællands Politi jagtet en person, som i flere tilfælde skal have skræmt børn, tilbudt dem slik og i mindst et tilfælde forsøgt at få et barn ind i en bil.
Tirsdag anholdte politiet en person, som de mistænker for at stå bag flere af de efterhånden mange tilfælde, som har ført til uro hos børnefamilier i det midtsjællandske.
Anholdelsen sker efter længere tid med episoder, som har fået borgere i flere byer i området, folk på sociale medier og politiet til at reagere.
Den anholdte er en mand fra Roskilde, men hvad der førte til anholdelsen og varetægtsfængslingen, vil politiet dog ikke oplyse yderligere om. Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre.
»Vi har haft en efterforskning i noget tid, og det betød, at vi kunne skride til anholdelse i dag klokken 08.20. Og efter Grundlovsforhøret er den anholdte blevet varetægtsfængslet frem til 16.02,« siger vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi Bjørke Kierkegaard til BT.
Han forklarer også, at politiet er i gang med at efterforske flere tilfælde af potentielt børnelokkeri og blufærdighedskrænkelse, som de har fået henvendelser om.
»Der er tale om en del tilfælde, som vi har fået henvendelser om. Og dem skal vi efterforske nu. Samlet set har vi fået henvendelser om mellem 20-30 episoder, hvor børn har følt sig usikre,« siger Bjørke Kierkegaard.
»Der er ikke sket en kriminel handling, når børnene bliver tilbudt slik og han har snakket til dem. Men vi kender ikke til mandens hensigt. Og det er det, vi skal blive klogere på i efterforskningen,« uddyber han.
I døgnrapporten tirsdag beskriver politiet blandt andet en episode, hvor en 10-årig dreng blev forsøgt tvunget ind i en hvid bil. Og det tilfælde er mere alvorligt end dem, politiet ellers har fået henvendelser om.
»Hvis en person har forsøgt at hive et barn ind i en bil, så er det noget andet end blufærdighedskrænkelse og meget mere alvorligt. Men det skal vi også se nærmere på i vores efterforskning,« siger vicepolitiinspektøren.
Politiet arbejder ud fra en teori om, at den anholdte kan stå bag flere af de episoder, som de har fået henvendelser om. Men præcis hvor mange, manden kan stå bag, vides ikke.
Alene i det forgangne døgn har politiet i Midt- og Vestsjælland fået flere henvendelser om potentielt børnelokkeri. Det bekræftede vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi tidligere over for BT.
»Vi har fået tre anmeldelser i dag. To fra Viby og én fra Ejby. I den anden sag fra Viby kommer en 10-årig kørende på cykel, hvor en varevogn kører op på siden af ham og gasser op. Det gør ham utryg, og han cykler væk fra stedet. I det andet tilfælde er det en 11-årig i Ejby, der kommer kørende forbi en hvid varevogn, der gør ham utryg. Drengen gemmer sig, og han føler, at varebilen kører meget langsomt forbi, som om han leder efter noget,« fortalte vagtchefen.
I døgnrapporten efterlyste Midt- og Vestsjællands Politi den mand, der forsøgte at hive den 10-årige dreng ind i en bil i Viby.
'Manden beskrives som: Mørkhudet mand, ca. 175 cm høj, almindelig af bygning, mørkt brunt glat hår, iført sort jakke, sorte bukser med lommer på siden, sorte læderhandsker og sorte sko. Han havde en hvid hockeymaske på', skrev Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Den hvide bil, som manden kørte i, blev beskrevet som en Renault Kangaroo eller transporter, som muligvis havde udenlandske nummerplader og to sorte streger på siden.
Allerede for flere uger siden meddelte Midt- og Vestsjællands Politi, at de ledte efter en mand i en hvid varevogn, fordi han tilbød børn lift.
»Nu handler vores efterforskning om, hvorvidt vi kan binde de mange sager sammen. Men vi kan ikke udelukke, at der kan være andre personer involveret. Og i forhold til den hvide bil, så er det også noget, vi kigger nærmere på i efterforskningen,« siger Bjørke Kierkegaard.
Den anholdte mand har kæret varetægtsfængslingen, hvilket betyder, at han er uenig i, at han skal varetægtsfængsles.
