Mindre end en uge efter at Grækenland fik dannet en ny regering, måtte finansminister Vassilis Rapanos efter råd fra sine læger mandag trække sig på grund af svimmelhed og mavesmerter.
Hans afløser er tirsdag blevet udnævnt, og premierminister Antonis Samaras har valgt økonomen Yannis Stournaras. Han er i Grækenland kendt som 'Mr. Euro', fordi han i 2001 var øverste økonomiske rådgiver for daværende premierminister Costas Simitis, da Grækenland gik ind i eurosamarbejdet.
- Premierminister Antonis Samaras har besluttet at udnævne økonomiprofessor fra Universitetet i Athen, Yannis Stournaras, som finansminister, hedder det ifølge Reuters i en udtalelse fra premierministerens kontor.
Den nye finansminister står over for en svær opgave, hvor han på den ene side skal forsøge at overtale resten af EU til at slække på nogle af kravene til Grækenland, der har modtaget en europæisk hjælpepakke på 130 milliarder euro, mens han på den anden side skal være med til at gennemføre upopulære reformer i hjemlandet, som i forvejen lider under landets gevaldige økonomiske krise.
Stournaras fungerede senest som udviklingsminister i den fungerende græske regering frem mod valget 17. juni.
Det står endnu ikke klart, om den nye finansminister vil deltage i EU-topmødet senere på ugen. I stedet ventes den afgående finansminister, George Zanias, at deltage i den græske delegation, der ledes af præsident Karolos Papoulias. Premierminister Samaras har måttet melde afbud på grund af den operation i øjet, som han netop har gennemgået.