Der stilles for alvor spørgsmålstegn ved David Moyes som Manchester United-manager, efter englændernes Champions League-mareridt tirsdag aften, hvor det blev til et nederlag på 0-2 til Olympiakos.
Medierne har spidset blyanten og slebet knivene dagen derpå, og blandt andre Daily Mail rejser spørgsmålet, som Moyes har kvaliteterne til at lede Manchester United.
- Dette var formentligt den værste kamp i David Moyes' korte tid som manager for United. Det er den, der for alvor vil stille spørgsmål ved, om han er egnet, skriver den engelske avis.
- Der var ingen undskyldninger i sidste ende. Moyes valgte det, som han mente var et hold, der kunne skaffe et resultat, og han kiggede lamslået på, mens det blev pillet fra hinanden af et hold, der angiveligt var langt dårligere, skriver Daily Mail.
Også Daily Telegraph retter hård kritik af Moyes, som i deres optik burde flirte kraftigt med en fyreseddel.
- En forfærdelig præstation af Manchester United. Hvis han havde stået i spidsen for en hvilken som helst anden klub, kunne man forvente, at David Moyes ville blive fyret en af de nærmeste dage, skriver avisen.
The Guardian er en anelse mere nuanceret i sin tilgang til kollapset mod Olympiakos, men erklærer samtidig, at det ser sort ud for United og Moyes.
- Hvad der er alarmerende for David Moyes, er, at holdet ikke var i nærheden af at score. (…) Moyes fortsætter med at famle efter svar på det store spørgsmål om, hvorfor et hold, der vandt titlen (Premier League, red.) sidste sæson med et forspring på 11 point, er så langt fra tidligere tiders niveau, skriver The Guardian og fortsætter:
- Moyes kan se frem til spørgsmål omkring holdsammensætningen, og hvordan han kan motivere spillere, som endte kampen med drænet selvtillid, lyder det.