Det er aldrig let at overtage jobbet efter en succes-træner, men når man retter fokus på det kommende trænerskifte i United, så findes der næppe større udfordring.
David Moyes er manden, der skal følge i Alex Fergusons enorme fodspor. Og han er allerede i fuld gang med forberedelserne, der skal sikre United fortsat succes.
Når Moyes 1. juli overtager trænersædet i United, vil et af hans første mål være at hente den engelske venstreback , Leighton Baines, til storklubben. Det skriver The Sun.
Rygterne går på, at han håber at kunne lave en dobbelthandel, hvor midtbanespilleren Marouane Fellaini også skal skifte Everton ud med United. En handel, der angiveligt vil løbe op i £39 mio. - godt 340 mio. kr. - for de to spillere.
Baines har længe været i Uniteds søgelys, men klubben har aldrig gjort et officielt forsøg på at hente ham til Manchester. Dette ser altså nu ud til at ændre sig. Skiftet har den yderligere dimension, at Baines med sit fremadrettede spil vil kunne fodre United-angriberen Robin Van Persie med farlige afleveringer.
Ifølge The Sun har Everton allerede erkendt, at de intet kan stille op i forhold til Moyes' plan; når én af verdens bedste klubber vil have en spiller, kan man ikke nægte ham at skifte.
Det samme gør sig gældende for Fallini, der har en frikøbsklausul på 24 mio. pund (210 mio. kr.) og dermed har et officielt prisskilt. Han er udset til rollen som offensiv midtbanespiller - en spillertype, man længe har manglet i United.