José Mourinho troede på det. Selvfølgelig og med en vis ret gjorde han det. Syv gange forinden havde han været i en Champions League-kvartfinale, og hver gang var han gået videre. Da kampen var færdig, havde han med en 2-0 sejr kvalificeret sig til sin ottende semifinale, selvom udgangspunktet denne gang havde et vanskeligt udgangspunkt.
Bagud med 1-3 inden returkampen i London stod Chelsea med en vanskelig mission, men træneren nægtede at slippe optimismen.
- Jeg tror på det, og mine spillere tror på det. Det er det vigtigste, sagde José Mourinho før kampen, og selv hvis ikke man tillagde hans personlige Champions League-meritter en værdi, havde han med den seneste statistik fra hjemmebanen flere gode grunde til at bevare sin optimisme.
Mens Chelsea på udebane har haft problemer og tabt de seneste tre kampe på fremmed grund - inklusiv det første opgør i Paris i sidste uge - havde klubben inden returkampen i de seneste otte kampe i træk ikke lukket et eneste mål ind hjemme på Stamford Bridge.
Og i det 32. minut kom så det mål, der satte hele hjemmepublikummet i gang og fik dem til at dele træneren og spillernes tro. David Luiz forlængede et langt indkast, og med en kontrolleret højrefod sparkede den fremadstormende André Schürrle, der blev skiftet ind efter 17 minutter for den skadede Eden Hazard, bolden i mål kort inde i feltet.
Paris Saint-Germain, der måtte nøjes med skadede Zlatan Ibrahimovic' støtte fra tilskuerpladserne, holdt sig tilbage og forsvarede den samlede føring, de stadig havde, og det var stort set kun på dødbolde, det lykkedes Chelsea at skabe chancer, som da Tim Cahill var tæt på at dirigere et Frank Lampard-frispark i mål.
Efter pausen var der til gengæld kun spillet seks minutter, før det lykkedes Chelsea at komme til en god chance efter åbent spil, da Willian på højre kant lagde den skråt bagud til André Schürrle, der fyrede godt af, men ramte overliggeren. Minuttet efter sendte Oscár et frispark på overliggeren, hvilket var syvende gang i sæsonen, at Chelsea sendte en bold på rammen, hvilket kun overgås af Bayern Münchens otte stolpe- eller overligger-træfninger.
Det var, som det naturligvis skulle være, Chelsea der havde bolden mest og forsøgte at finde det andet mål frem, men Paris Saint-Germain var trods en afventende indstilling alt andet end ufarlige. Med et kvarters tid tilbage kunne Cavani have udlignet og gjort englændernes mission ekstremt vanskelig, men hans afslutning strøg tæt over Petr Cechs mål.
Til sidst gik José Mourinho totalt i offensiven, og i den afsluttende fase havde han Samuel Eto'o, Fernando Torres, André Schürrle og Demba Ba på banen samtidig. Sidstnævnte skulle afgøre det hele, da han i det 87. minut pressede sig frem og skrabede Samuel Eto'os afslutning i mål til den 2-0 stilling, der sendte Chelsea videre på reglen om flest udebanemål.
Han sagde det jo, José Mourinho, der ved scoringen stormede ud af det tekniske felt og ned til hjørneflaget for at fejre målet i bunken af spillere.
