Selvom Jose Mourinho har opholdt sig en hel del år i England, behersker han tilsyneladende endnu ikke helt det engelske sprogs finesser.

Det er i hvert fald sådan, at Chelseas portugisiske manager har valgt at forklare sit seneste udfald mod dommerne i Premier League.

Den iltre manager, der er velkendt for sine mange konflikter med fodboldens neutrale opmænd, mente denne gang, at dommerne var 'bange' for at dømme straffespark til hans hold.

Det udløste en sanktion på en kamps karantæne samt en bøde på 50.000 britiske pund eller en halv millioner kroner.

Han har efterfølgende kaldt bøden 'skammelig' og appelleret dommen med den begrundelse, at engelsk ikke er hans første sprog. Appellen er dog blev afvist, fordi man mente, at den 52-årige managers engelsk var 'for sofistikeret' til, at man kunne tage hans forklaring alvorligt.

Mourinho indrømmede dårlig opførsel, men han afviste, at han skulle have sat spørgsmålstegn ved dommer Robert Madleys integritet. Mourinho forsøgte også at argumentere ved at fremhæve fem andre Premier League-managers sager. Han kan således ikke forstå, hvorfor Arsenals manager Arsene Wenger kunne slippe godt fra at kalde dommer Mike Dean 'svag' og 'naiv'.

»Mr. Mourinho er en erfaren manager og et erfarent interview-offer. Det her var ikke et udbrud i et ubevogtet øjeblik. Det var ret lange kommentarer, som blev afleveret roligt og kontrolleret,« lød det i begrundelsen for at opretholde straffen.

Med de 50.000 pund har FA i de seneste 10 år i alt udskrevet bøder til Mourinho på 181.000 pund svarende til omkring 1,8 millioner kroner.

Mourinho har i et interview med Irish Times senest portrætteret sig selv som en ensom outsider langt fra fodboldens moderne magtspil.

»Jeg hører ikke hjemme I det moderne koncept, der handler om fodboldens stamme. Jeg lever i en anden verden. Jeg er ikke på magtens side. Jeg er en ensom fyr i fodboldens moderne verden.«

»Jeg gør mit arbejde. Jeg er ikke politiker, jeg laver ikke PR, jeg bekymrer mig ikke, om hvad andre mennesker synes om mig. Jeg er bare, som jeg er.«

»Når jeg oplever store øjeblikke, så ser det ud som om ingenting er sket, når det går dårligt, så betaler jeg for det. Jeg har ikke mange venner i fodboldens verden,« siger en tilsyneladende både bitter og desillusioneret Mourinho i interviewet.