José Mourinho er i fuld gang med forberedelserne til sin første sæson i Manchester United. Og selvom nyerhvervelsen Zlatan Ibrahimovic endnu ikke har sluttet sig til træningslejren i Kina, var svenskeren naturligvis det store omdrejningspunkt, da den portugiske træner torsdag gav sit første interview til engelsk presse. Mourinho og Zlatan har tidligere arbejdet sammen med stor succes, og selvom stjerneangriberen nu har rundet de 34 år, er den portugisiske managers overbevist om, at succesen vil fortsætte i Premier League.

»Ja, for jeg kender ham rigtig godt. Jeg har altid syntes, der er en alder i vores ID, og så er der vores rigtige alder. For mig er alderen på dit ID ikke din rigtige alder. Det er bare en dato, der viser, hvornår du blev født. Den rigtige alder er din krop, din hjerne, din attitude. Og den her fyr er ung. Hans krop er utrolig,« siger José Mourinho om Ibrahimovic, der satte styrkerekord, da han gennemgik det obligatoriske lægetjek i klubben.

»Det, at han voksede op med anden sport, inden han begyndte at spille fodbold - særligt kampsport - udviklede hans muskler og mentale tilstand på en anden måde end en traditionel fodboldspiller,« fortsætter Mourinho i det store interview, som engelske Daily Mail har publiceret.

Her understreger den tidligere Chelsea-manager også de ambitioner, som førte Zlatan Ibrahimovic til United trods en lang karriere med en overflod af både penge og titler.

»Lad os være ærlig, han er meget rig. Han har lavet penge i hele sin karriere, og han har vundet en masse. Du tager kun til den sværeste liga i verden, hvis du føler, du kan klare det. Hvis du ikke gør det, tager du til USA eller Kina eller bliver i den franske liga en sæson mere,« fortæller Mourinho, inden han afslører, hvad der fik Zlatan Ibrahimovic til at drage nordpå fra Paris SG.

»Han ville have én udfordring mere. Da jeg fortalte ham, at jeg har vundet i England, Spanien og Italien og han ikke har - at han (kun) har vundet i Spanien, Italien og Frankrig - tænkte han 'ah, jeg vil af sted. Jeg vil vinde alle steder.'«

Manchester United offentliggjorde torsdag, at Zlatan Ibrahimovic er blevet tildelt trøje nummer ni, som tidligere er båret af United-ikoner som Bobby Charlton og Andy Cole. To offensive stjerner, der var garant for mål. Der hviler med andre ord et tungt pres på Zlatan Ibrahimovic, der til gengæld kan glæde sig over ubetinget tillid fra sin manager. Og som i øvrigt altid har funklet under pres.

Og hvad laver Zlatan så for tiden, mens holdkammeraterne slider? For få dage siden lagde han dette billede op på Instagram.

Ferien er dog snart forbi. Søndag starter han et fem dages træningsprogram, inden han torsdag tilslutter sig United-truppen i Kina.