En 24-årig mand fra Nørresundby var søndag morgen fortsat i livsfare efter en trafikulykke lørdag eftermiddag. Her kørte han ind i en minibus med tyske turister.
- Den tyske turist holder og skal svinge til venstre ad Søndergårdsvej fra Voerbjergvej, da motorcyklisten kommer høvlende udenom og kører ind i siden på dem, siger Aage Pedersen, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi, til bt.dk.
Vagtchefen vurderer, at den unge mand kørte over 100 km i timen, da han bragede ind i bussen med de tyske turister. På strækningen må man kun køre 60 km i timen.
Ifølge nordjyske.dk bar den 24-årige ikke det sikkerhedsudstyr, som motorcyklister normalt har på, og det kan have været medvirkende til, at hans skader blev så alvorlige. Ifølge politiet havde han shorts på, da han kørte ind i siden af bilen.
BNB