Fransk politi har anholdt en mand, som mistænkes for at stå bag et brutalt massedrab i De Franske Alper, og som også forsøgte at dræbe en syvårig pige.

FRANKRIG: Politiet i Frankrig har anholdt en 48-årig mand, som er mistænkt for at stå bag drabet på en britisk familie og en cyklist i Alperne i 2012.

Det brutale drab på ægteparret al-Hilli, hendes mor og en fransk cyklist gik verden rundt, da parrets fireårige datter blev fundet i live, men dybt rystet, under sin mors lig på bagsædet af familiens BMW. En anden datter på syv år blev fundet hårdt såret af skud uden for bilen, men overlevede.

Den anholdte mand stammer ifølge politiet fra den franske region Haute-Savoie, og han ligner et fantombillede af en motorcyklist, der blev set i nærheden af drabsstedet, og som blev fremstillet efter drabene, skriver AFP.

Fantombilledet blev frigivet i november sidste år, og politiet efterlyste i den forbindelse en motorcyklist, som blev set i nærheden af gerningsstedet kort før drabene fandt sted. Mandens hjelm havde ifølge anklagerne en række kendetegn, og er blot en ud af få tusinde modeller af samme slags på verdensplan.

Sagens anklager, Eric Maillaud, oplyser, at anholdelsen er et resultat af vidneudsagn, som blev afgivet efter billedet blev frigivet. Han siger, at der ikke er nogen direkte forbindelse mellem manden og de dræbte. Tidligere har der ellers været en række teorier fremme om drabene, en af dem har gået på, at det var den dræbte mands bror, der havde dræbt ham i en arvestrid. Broderen blev arresteret sidste år, men blev frigivet i sidste måned. Han har benægtet at have været involveret i drabene og har beskyldt fransk politi for at dække over det egentlige motiv.

Politiet i Frankrig har tidligere hævdet, at årsagen til drabene skulle findes i Storbritannien, hvor begge brødre, der havde irakisk oprindelse boede, mens en anden teori har gået på, at det netop var i Irak årsagen til drabene skulle findes. Andre har ifølge BBC spekuleret i, at drabene havde relation til mandens job som ingeniør.

De dræbte familiemedlemmer var på ferie i Frankrig, mens den dræbte franske cyklist menes at være et tilfældigt offer, der opholdt sig det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Flere end 100 franske og britiske betjente har været involveret i efterforskningen af sagen, hvor omkring 800 personer er blevet afhørt.