Christian Eriksen havde fået fri fra mandagens landsholdssamling for at modtage en pris fra den hollandske avis De Telegraaf og støder til truppen tirsdag.

Tottenham har købt heftigt ind til midtbanen og de offensive pladser i form af bl.a. Etienne Capoue, Paulinho og Erik Lamela. Olsen mener, at de mange stærke midtbanespillere i Tottenham kan blive en fordel for Christian Eriksen.

- Presset er der selvfølgelig, og han er købt som en vigtig spiller, men måske mere på den lange bane. Det vil ikke sige om fem år, men han vil i hvert fald få tid til at udvikle sig og vænne sig til spillet i Premier League. Alle ved, at han har et så indlysende talent, siger landstræneren.