Den danske landsholdsprofil Pierre-Emile Højbjerg sad onsdag aften på bænken under hele Schalke 04’s 2-0-sejr over Eintracht Frankfurt.

Det er kun blevet til et par enkelte optrædender for den 20-årige landsholdsspiller, der i denne sæson er lejet ud til Gelsenkirchen-klubben fra Bayern München. Og når danskeren endelig får spilletid, foregår det på uvante postioner.

Landstræner Morten Olsen medgiver, at Højbjergs situation er bekymrende.

»Jeg synes vitterligt, det er ærgerligt. Han er skiftet for at få kampe, og derfor er det uheldigt, når han så ikke får kampe. Jeg ved godt, at han er oppe imod tyske A- og U21-landsholdsspillere, men umiddelbart havde vi godt nok håbet på meget mere,« siger Morten Olsen til BT.

Landstræneren satser på, at der falder spilletid af til danskeren på sigt. Men her og nu er situationen uholdbar, understreger Olsen.

»Ok, selvfølgelig skal vi se det på den lange bane, men lige nu ser det ikke godt ud. Han får for lidt spilletid relaterende til, at han skulle lejes ud for at få kampe. Det er set med landsholdsbriller utroligt ærgerligt. Også for ham selv, for vi kender jo alle hans mentalitet - han vil spille fodbold. Men han må klø på.«

Landsholdet møder den 8. oktober Portugal på udebane i en sand skæbnekamp i EM-kvalifikationen.