Morten Olsen er ikke færdig med at ærgre sig over dronen, som gav Albanien sejren i EM-kvalifikationskampen mod Serbien.

Landstræneren mener, at både drone-historien og historien med Leon Andreasens mål med armen for Hannover 96 i Bundesligaen mod FC Köln er udtryk for, at fair play-kampagnerne ikke er ret meget værd.

Når det gælder Leon Andreasens mål spørger Morten Olsen retorisk, om Leon Andreasen selv skulle gå hen til dommeren for at undskylde, at han scorede med hånden.

»Det er nok det, de vil have. Det er jo det, de mener med fairplay! Ligesom med den der drone! Nej, det der fairplay-halløj, det må jeg indrømme, det giver jeg ikke noget for efterhånden,« siger Morten Olsen til MetroXpress.

Det er langt fra første gang, at landstræneren drager den albanske drone ind i sin argumentation.

Dronen kom på banen i den første EM-kvalifikationskamp mellem Serbien og Albanien. Det var albanere, der sendte dronen ind på stadion, og det ophidsede både de serbiske spillere og tilskuerne så meget, at de albanske spillere måtte flygte ind i omklædningsrummet, hvorefter de nægtede at komme ud for at spille kampen færdig.

Serberne gjorde bagefter gældende, at albanerne nægtede at komme tilbage på banen, selvom de serbiske arrangører tilbød at tømme stadion for tilskuere.

Det europæiske fodboldforbund (UEFA) tildelte efterfølgende Serbien en sejr på 3-0, fordi det var albanere, der havde fundet på at sende dronen ind på banen, og fordi albanerne nægtede at spille kampen færdig.

Men samtidig fratog UEFA Serbien tre point p.g.a. hele spillernes og tilskuernes opførsel.

Sagt på en anden måde: I stillingen var det herefter, som om kampen ikke var blevet spillet. Begge hold fik nul point ud af opgøret.

Men både Serbien og Albanien klagede til den internationale sportsdomstol (CAS), som senere fastholdt de tre minuspoint til Serbien, men som samtidig gav Albanien sejren.

Efter Danmarks skuffende 0-0 kamp mod Albanien lød en del af Morten Olsens forklaring på pointdelingen:

»På mig virkede det som om, albanerne så denne kamp som en gratis kamp, efter at de fik foræret tre point fra kampen mod Serbien«

Og da landstræneren inden Danmarks afsluttende kamp mod Portugal blev spurgt om, hvorfor holdet nu stod i en meget svær situation i EM-kvalifikationen, lød svaret.

»Det er, fordi jurister har givet Albanien tre point!«

Her kunne man indvende, at Danmark jo også gjorde det svært for sig selv ved hverken at score mod Albanien eller Armenien. Og at det allerhøjst var to point, som Albanien fik foræret. Stillingen, da kampen mellem Serbien og Albanien blev afbrudt, var 0-0. Og ingen kan vide, hvordan det var gået, hvis kampen var blevet spillet færdig.

Men Morten Olsen er altså forbitret over afgørelsen, fordi den i sidste ende betød, at Albanien kom direkte til EM-slutrunden næste sommer med 14 point mod Danmarks 12.

Og hvad Leon Andreasen angår, så mener Morten Olsen bestemt ikke, at han skulle undskylde, hvis han scorede med hånden for det danske landshold.

»Nej, det skal han ikke gøre. Der er kun én dommer, ja, nu er der jo så op til fem, og hvis de ikke ser, at målet bliver scoret med hånden, så er der mål!«