I dag tager vi hul på den nye Superliga-struktur, hvor de seks bedste hold spiller mesterskabsspil og de otte nederste kæmper mod nedrykning i et playoff-system. Den tidligere danske landstræner Morten Olsen og den tidligere Superliga-træner Ove Pedersen fortæller her om, hvad de glæder sig til og frygter.

»Det var på tide med forandring, og det gik ikke med to hjemmekampe og en udekamp. I Belgien har det skabt utrolige slutspil med stor kvalitet, og det tror jeg også, det vil i Danmark. Men jeg er glad for, at det ikke er helt som i Belgien, hvor de halverer pointene inden slutspillet. Det bliver for kunstigt. Jo flere kampe, hvor de gode hold spiller mod hinanden, desto flere bedre spillere vil det skabe. Og jeg håber, at holdene tør smide tøjlerne,« siger Morten Olsen og fortsætter:

»Alle kan glæde sig til noget nyt, og vi håber, det bliver god fodbold. Vi skal huske på, at fansene bliver mere kræsne. De har set engelsk og spansk fodbold, og ser gerne et højt niveau. Jeg håber, at tilskuerne kommer til at synes om, at holdene mødes fire gange. Det bliver spændende, og jeg tror, at jo flere kampe vi får, hvor der er noget på spil, desto mere spænding vil det give. Modsat så kan det give bagslag, hvis holdene kommer til at spille for påpasseligt og bliver bange for at tabe. Min holdning er, at seerne og tilskuerne helst vil se det flotte spil. Van der Vaart kritiserede for nylig Superligaen, og ham skal man lytte til. I Danmark bør vi begynde at uddanne spillere til at bruge hovedet og kunne det tekniske. Alle har jo lært at løbe,« siger Morten Olsen.

Ove Pedersen efterlod i vinter Hobro på førstepladsen i 1.division, efter han blev fyret i klubben. Tidligere har han stået i spidsen for Superliga-klubberne FC Midtjylland, Esbjerg fB, AGF, Esbjerg fB, FC Vestsjælland og Odense BK. Han mener ikke, at der går for lang tid, før den nye struktur bliver spændende.

»Problemet ligger i nedrykningsspillet. Har du en liga, hvor det kan betale sig at tabe en kamp, som vi har set i 2. divison, er det skidt. Det skal nok blive spændende i gyser-kampene om op- og nedrykning, men perioden op til er alt for lang og ligegyldig. Groft sagt kan du redde dig i Superligaen ved at tabe alle kampe indtil de allersidste knockout-kampe. Det er til gengæld godt, at der er en Europa Leauge-plads at spille om i nedrykningsspillet for incitatmentets skyld,« siger han.

»En anden ting er, at ingen forstår nedrykningsspillet. OBs Ryan Laursen har bl.a. lige udtalt, at de først nu skulle til at sætte sig ind i, hvad de spiller om. Det er jo forfærdeligt, at nogle af spillerne ikke engang kender reglerne. Og hvis den neutrale tilskuer eller seer heller ikke forstår det, frafalder interessen. Vi kan risikere, at det bliver ligesom i ishockey og håndbold, hvor seerne først kommer til slutspillet. Samtdidig har vi også alt for mange af de store hold nede i et nedrykningsspil. Jeg tror, at man bliver nødt til at ændre det igen.  Man skal lytte mere til, hvad tilskuerne og seerne vil have. Vi er jo en underholdningsindustri, og det er dem, vi spiller fodbold for,« siger han.

FC Nordsjælland åbner Superliga-ballet mod Lyngby fredag kl. 19.