Steen Ankerdal var en ung og lovende journalist, da landstræner Morten Olsen var en ung og lovende fodboldspiller i B1901 og siden flere udenlandske klubber fra begyndelsen af 1970'erne. Derfor fulgtes de ad deres parallelle karrierespor og fik gennem årene et godt forhold, som nu er blevet brudt alt for tidligt med Steen Ankerdals død tirsdag aften.
- Vi voksede jo op sammen, kan man sige, og kørte karrieremæssigt parallelt fra starten af 70'erne. Jeg som spiller og han som journalist, og vi har altid haft respekt for hinanden. Vi har begge vores meningers mod, og vi har været uenige om spillestil og så videre, men alt er foregået i en god dialog og respekt for hinanden, siger landstræneren.
Steen Ankerdal sov i en alder af 66 år ind på Rigshospitalet efter længere tids sygdom. I 2009 fik han konstateret kræft i mave og tarm, men klarede sig igennem det første sygdomsforløb. Hvert år afholder Morten Olsen den såkaldte MO Cup i sin barndomsklub Vordingborg IF, hvor forskellige lokale og udvalgte hold mødes, og hvert år er Steen Ankerdal kommet forbi, uanset hvordan hans kræftsygdom har artet sig.
- Respekten for Steen blev faktisk endnu større, da han blev syg, for han dukkede altid op og var i et strålende humør, uanset hvordan han havde det. Det er bestemt ikke alle, der havde haft overskuddet til det. Han var en glad dreng gennem hele livet, og vi havde jo håbet, at han havde fået mange flere år at leve i, siger Morten Olsen.