Landstræner Morten Olsen ser et kæmpe potentiale i FCMs 19-årige kronjuvel Pione Sisto, der får dansk pas i januar

Fredag aften drev han gæk med FCN-forsvaret og scorede begge FC Midtjyllands mål i den vigtige 2-0 sejr i Herning.

Pione Sisto scorede topkarakterer i aviserne og blev hyldet af holdkammeraterne for sine fremragende tekniske kvaliteter og ikke mindst udviklingen, han har gennemgået på det seneste.

Nu melder landstræner Morten Olsen sig også ind i koret. Mandag fangede BT Olsen til en snak om den 19-årige Sisto, der kom til Danmark fra Sudan som spæd og nu endelig får sit danske pas i januar. Dermed kan han for første gang udtages til et dansk landshold, og så er spørgsmålet, om han skal på A-landsholdet eller bringes ind på U21 landsholdet frem til sommerens EM i Tjekkiet.

Morten Olsen vil ikke udstede garantier, men slår fast, at Pione Sisto er landsholdsklar.

- Jeg bryder mig ikke om at tale om DBU-systemet, for det ord virker nedladende. Jeg vil hellere tale om, at vi har en filosofi, hvor vi kigger på spillernes fodboldformåen, individuelle kvaliteter, det taktiske og ikke mindst det mentale aspekt. Og han opfylder de ting fint. Han vil gå ind ad hoveddøren, og vi lukker ham ikke ud igen. Selvfølgelig skal man have plads til en spiller af den her kaliber, siger Morten Olsen.

Landstræneren vil dog ikke afsløre, om Pione Sisto kan blive testet på A-landsholdet i testkampen mod Frankrig i marts, eller om han skal integreres på U21-landsholdet frem mod EM.

- Lad ham nu få sit danske pas først. Det har vi ventet på i lang tid. Der er lang tid til foråret, og han er en spiller i rivende udvikling, så må vi se på, hvad vi gør med ham. Det, jeg hæfter mig ved hos ham, er, at han har et forholdvis højt bundniveau. Alle unge spillere har ups and downs, men i mindre gode kampe er han altid en fantastisk teamplayer. På det punkt kan man godt sammenligne ham med Christian Eriksen, forklarer landstræneren.

Morten Olsen er især begejstret for, at Superligaen har fået en troldmand, som kan ting med bolden, der ikke er set, siden Mohammed Zidan spillede for FCM.

- Hvis jeg ikke var træner, så er han jo sådan en type, man køber billetter for at komme ind og se. Han kan nogle fantastiske ting med bolden. Men fodbold handler ikke kun om at kunne tage 1000 på foden. Det handler om at vinde fodboldkampe, men vi har jo set her i efteråret, at han er effektiv, og han har udviklet sig meget som spiller, siger Morten Olsen.