Efter de engelske klubbers pauvre resultater i de europæiske turneringer bør Premier League ikke længere kunne påberåbe sig titlen som verdens bedste liga, mener Morten Bruun
Liverpool er sendt ud af Besiktas, Tottenham er sendt ud af Fiorentina, Arsenal er på vej ud til Monaco og Manchester City er på vej ud af Barcelona.
Med andre ord er den seneste uges nedtur i europæisk fodbold nærmest total for de engelske klubhold og Premier League. Ligaen der i årevis er kaldt verdens bedste holder ikke længere niveau i en international målestok, og det er nu kommet dertil, hvor nationens egne iagttagere kalder Premier League for ’den største illusion i sportshistorien’, som den anerkendte sportsjournalist David Walsh forleden udtrykte det.
Den tidligere Manchester United-profil Gary Neville har også givet op. Nok er Premier League i særklasse, når det kommer til underholdning, men kvalitetsmæssigt er Englands bedste række ikke i toppen længere, mener han.
Overhalet af Spanien
Et kig på diverse UEFA-ranglister fortæller historien om engelsk klubfodbold på vej nedad. Siden 2012 har England ligger nr. to på listen over de bedste fodboldlande på klubplan, men hvis tendensen fortsætter, vil England allerede næste år ryge ned som nummer tre, overhalet af først Spanien og nu Tyskland.
Denne sæson falder de engelske hold desuden igennem ude i Europa, og tilsammen har de kun høstet fjerdeflest ranglistepoint. Efter næste runde i Champions League er englænderne sandsynligvis blot nede på at have Everton og måske Chelsea tilbage i de europæiske turneringer.
Arvtageren er Spanien. I de seneste seks års indbyrdes kampe mellem spanske og engelske hold i europæisk fodbold står den 13-1 i antallet samlede sejre i spansk favør, 14-1 hvis Barcelona som forventet vinder over Manchester City samlet i Champions League.
Blandt danske eksperter kalder 6’erens Morten Bruun La Liga i Spanien for verdens bedste, mens Niels Christian Frederiksen fra Viasat fastholder Premier League som den samlede stærkeste.
»Nu skal alle disse Premier League-entusiaster forstå det rigtigt. Jeg siger ikke, at Premier League til evig tid vil være dårligere end den spanske liga. Der er bare en stigende tendens til, at noget er fundamentalt galt i England. Premier League er den liga, hvor der bruges suverænt flest penge, og klubberne kan i princippet få alle de spillere, de peger på. Alligevel er den engelske dominans ikke længere til stede. Jeg har set vanvittigt mange kampe over mange sæsoner, og jeg konstaterer, at vi lige nu har gang i den svageste sæson i meget lang tid. Så kan det sagtens være, at Premier League rent brandmæssigt og underholdningsmæssigt ligger i toppen, men skåret ned til kvalitet er ligaen ikke den bedste.«
»Jeg konstaterer blot fakta, selv om mange åbenbart stiller spørgsmål ved, om man kan bruge Champions League og Europa League som målestok, men selvfølgelig kan og skal man det. Det er ikke en følekonkurrence. Derude viser de spanske hold jo gang på gang, at de er de engelske overlegne, siger Morten Bruun.«
Mange lader sig narre
»Hvis folk ikke tror, at Real Madrid og Barcelona omgående ville vinde Premier League, hvis det var her, de holdt til, tager de fejl. Topholdene i Spanien ville nemt glide i toppen i England. Så hører jeg folk påstå, at bunden i Premier League da er meget bedre end i La Liga. Hvorfor det? Jeg ser for eksempel ikke Hull være bedre end Celta Vigo eller Leicester som værende bedre end Rayo Vallecano. Alt i alt tyder det på, at La Liga er stærkere end Premier League.«
»Min tanke er, at Premier League opfattes som verdens bedste liga, fordi vi dels har større kendskab til ligaen, dels at det simpelthen er et lækkert indpakket produkt. Mange lader sig således narre, men det holder ikke. Dermed ikke sagt at Premier League om fem år ikke igen kan blive den bedste i verden. I den forbindelse kan jeg rigtig godt lide sætningen, at tingene ikke er statiske. Lige nu kan jeg dog ikke pege på, hvad der skal ske med Premier League, for at det skal ske.«
'Det er sværere at vinde Premier League'
Niels Christian Frederiksen, ekspert på Viasat, er dog ikke enig i sin kollega. Han ser stadig Premier League som den stærkeste liga til trods for de mildest talt svingende resultater i Europa.
»Premier League er for mig verdens stærkeste liga, fordi alle kampe er så svære at spille. Lige meget om man møder Hull eller Stoke, er der kamp til stregen. I Spanien kan topholdene bade sig igennem mod eksempelvis Getafe eller Granada. Det ser man ikke ofte i England. Jeg er dog helt sikker på, at alle i toppen i Spanien kan slå alle i toppen i Premier League. Jeg siger bare, at det er sværere at vinde Premier League end at vinde La Liga, siger, Niels Christian Frederiksen«
»Fighten, intensiteten og nerven i Premier League er unik. I La Liga er det, som om tacklingen er skrevet ud af manuskriptet. Det er reelt kun Atlético Madrid, der byder ind på den front, og et besøg på Camp Nou eller Bernabéu er jo nærmest som at gå i teatret. I Premier League er der temperament, og tilskuerne lever med. Det spiller ind, når man skal vurdere den samlede pakke.«
»Jeg elsker spansk fodbold, og jeg har arbejdet med begge ligaer. Derfor kan jeg konstatere, at toppen i Spanien ikke er så bred, og der er lang afstand fra de bedste til de næstebedste, men det niveau vi ser i ’El Clásico’, ser du aldrig i England. Alligevel kalder jeg Premier League den stærkeste.«
Hjemlige liga betyder mest
»For fem år siden dominerede de engelske hold også Champions League, og det kan de komme til igen. De senere år har de haft det hårdt internationalt, hvilket hænger sammen med, at de skal bruge så mange kræfter i Premier League. Den hjemlige liga betyder suverænt mest, og det er større for dem at vinde den hjemlige liga.
»Hvis engelsk klubfodbold skal komme tilbage på den internationale scene, kræver det, at Premier League-mandskaberne ikke længere lukker sig så meget om sig selv. De går med en forestilling om, at de er perfekte. Det er netop det, der rammer Manchester City. Gang på gang dummer en ellers rutineret manager som Manuel Pellegrini sig i Champions League, og det kommer også til at koste ham jobbet, for araberne, der ejer City, har ikke forståelse for, at Manchester City mangler at vinde Champions League.«
UEFA-ranglisten over de bedste ligaer
2014:
Spanien
England
Tyskland
Italien
2015:
Spanien
England
Tyskland
Italien
2016:
Spanien
Tyskland
England
Italien
De bedste klubber i Europa lige nu baseret på deres resultater i de europæiske turneringer i denne sæson:
1. Real Madrid (Spanien)
2. FC Barcelona (Spanien)
3. Bayern München (Tyskland)
4. Chelsea (England)
5. FC Porto (Portugal)
6. AS Monaco (Frankrig)
6. Paris Saint-Germain (Frankrig)
8. Atlético Madrid (Spanien)
9. Juventus (Italien)
10. Bayer Leverkusen (Tyskland)
10. Dortmund (Tyskland)