Der var ikke meget, der pegede på, at den mand jeg sad overfor for mindre end tre uger siden, var på vej til at forlade os. Han var frisk. Ikke fysisk, for benene drillede. De ville ikke, som han ville, som han sagde. Han var derfor afhængig af en kørestol. Men mentalt var der bestemt intet at mærke. Han var frisk og skarp.

Men han var også afklaret. Han var klar over, at det var slut med at arbejde. Han havde spillet sin sidste rolle. Kræfterne var der ikke længere. Men der var ingen bitterhed at spore. Tværtimod. Han var glad og taknemmelig, for det han har oplevet gennem et langt liv på de skrå brædder. Og over at der altid har været bud efter ham.

- Men jeg har været heldig. Min karriere har været meget varieret og interessant. Der har ikke været nogen stilstand. Jeg har aldrig manglet arbejde, så jeg er dybt taknemmelig, for det er et vanskeligt fag. Og det har været et langt liv, med mange fantastiske oplevelser. Jeg har bestemt ikke noget til gode.

- Jeg har sgu fået lov at prøve det hele, det må jeg sige. Jeg har været med på fjernsynet fra deres første udsendelse. Det, der er så vigtigt i min alder, jeg bliver 84 år i august, det er, hvordan ens liv har været, og jeg har haft et vidunderligt liv. Helt fra starten, da jeg begyndte med teatret. Der er mange store ting at tænke tilbage på, sagde han dengang.

At der er tale om en af de helt store danske skuespillere, vidner høsten af Bodil'er også om. Moritzen har fået det danske svar på Oscar'en hele fire gange. Den sidste fik han sidste år. Det var en ÆresBodil, som han fik for sin lange, flotte og væsentlige bidrag til dansk teater og tv. Det var noget han var utrolig stolt over.

- En Æres-Bodil er noget særligt. Det var sødt af dem at give mig den, selvom jeg egentlig ikke ser mig selv som noget særligt. Jeg er jo bare mig, som han sagde.

Minderne er i hjertet

Da BT besøgte ham i slutningen af juli, var det lige efter at Moritzen var flyttet på plejehjem. Og selvom det samtidig betød et farvel til sit elskede hjem gennem 59 år, huset på Grøndalsvej på Frederiksberg, så var heller ikke det noget, der kunne få ham til at klage. Også her var han afklaret med sin skæbne. Og det var ham selv, der havde taget beslutningen, lod han forstå.

- Det er selvvalgt. En pludselig indskydelse. Selvom det er helt nyt, så tror jeg, at det er det rigtige, jeg gør. Jeg er jo 84. Jeg sad derhjemme og tænkte, at det var noget pjat, at jeg sad i det kæmpe hus, jeg må gøre noget ved det, fortalte han.

- Ja, jeg kan forestille mig, at man har bundet mange minder i sådan et hus?

- Det er helt sikkert, sagde han, holdt en kort pause og sagde så, mens han slog sig let på brystkassen.

- Men dem har jeg jo stadig. Her. I hjertet.

Hvordan husker du Henning Moritzen? Skriv herunder.