Den 67-årige morfar Jørgen Saugsted risikerer fængsel på livstid for drabet på advokat Anders Lindholt og drabsforsøget på sin tidligere svigersøn. Anklager Stig Fleischer kræver, at Jørgen Saugsted idømmes den hårdeste straf, dansk straffelov har at byde på.
16. september sidste år mødte Jørgen Saugsted op i Fogedretten til sin datters samværssag. Med sig havde han en oversavet jagtriffel, og midt under retsmødet åbnede han ild. Han dræbte advokat Anders Lindholt og sårede sin tidligere svigersøn.
Stig Fleischer kaldte i sin procedure Jørgen Saugsted for 'iskold og kynisk:
»Hvis man tropper op i Fogedretten, vælger at tage sagen i egen hånd, med et krystalklart formål at slå to personer ihjel herunder en advokat, der bare passer sit arbejde, så skal det får betydning i en skærpende retning, og det skal ifølge min opfattelse give fængsel på livstid,« sagde Stig Fleischer i sin afsluttende procedure.
Jørgen Saugsted fortalte mandag Retten på Frederiksberg, hvordan han skød først sin svigersøn og derefter advokaten. En video og en lydoptagelse dokumenterer hele forløbet og blev afspillet i retten. Da svigersønnen ikke døde, jagtede Jørgen Saugsted ham rundt i retten og skød efter ham, indtil han til sidst løb tør for ammunition.
Videoen og lydfilen i hans lomme afslørede, at han under hele forløbet forholdt sig rolig. Da han blev anholdt af politiet havde han overskud til at komme med joviale bemærkninger til en kvindelig betjent.
Anklager Stig Fleischer sammenlignede sagen med nogle af de værste drabsager i rockerverdenen, hvor der er blevet givet fængsel i livstid. Han lagde især vægt på, at drabet var planlagt, at Jørgen Saugsted havde til hensigt at slå sin svigersøn ihjel, og herudover lagde han også vægt på, at skyderiet fandt sted i et retslokale.
Jørgen Saugsteds datter og andre pårørende var mødt op i retten for at støtte drabsmanen. En pårørende havde taget roser med på vegne af de venner til drabsmanden, som ikke havde mulighed for at møde op i retten. Roserne blev lagt langs den skudsikre glasvæg, der adskiller tilhørerne fra selve retslokalet, men allerede inden retssagen gik i gang, kom Jørgen Saugsteds forsvarer, Merethe Stagetorn, ud til tilhørerne og bad dem om at fjerne roserne efter dommerens henstilling.
Jørgen Saugsted selv var mødt op i Retten på Frederiksberg iført blå termojakke og lyseblå skjorte. Han så ikke til at være følelsesmæssigt påvirket af situationen. Den 67-årige sluttede dagens retsmøde af med at angre sin forbrydelse:
»Selvfølgelig angrer jeg dybt, hvad jeg har gjort. Det siger jeg ikke for straffens skyld, men jeg er sgu ked af, hvad jeg har gjort. Det er fuldstændig rigtigt, at jeg er rolig. Jeg er ked af det, og jeg undskylder mange gange. Tak,« sagde han, inden han atter tog plads ved siden af sin forsvarer.
Jørgen Saugsted erkendte allerede i grundlovsforhøret, at det var ham der affyrede de dræbende skud, og sagen kører som tilståelsessag. Anklageren kræver fængsel på livstid, mens forsvareren mener, at straffen skal være 14 års fængsel. Der falder dom i sagen torsdag klokken 9.30.