Kvickly i Helsingør var lørdag morgen på den anden ende, efter det kort over midnat fredag kom frem, at en kunde i centret havde vundet 315 millioner kroner på en lottokupon købt i varehuset.

BT mødte lørdag formiddag den 47-årige kvinde, som har udløst den enorme pulje penge på helt nøjagtigt 315.009.958 kroner. Det er den største gevinst i danmarkshistorien, oplyser Danske Spil.

Den heldige vinder er gift og mor til fem børn i alderen 17 til 27 år, og hun kom lørdag gående med hele sin familie til kiosken i Kvickly med kuponen.

»Vi jublede selvfølgelig. Vi kunne næsten ikke tro det. Vi aner ikke, hvad vi skal bruge pengene på,« sagde den 47-årige kvinde, som også kunne fortælle, at pengene landede på et tørt sted - hun er nemlig netop blevet fyret fra sit job.

Flere repræsentanter fra Danske Spil var også mødt op i centret lørdag morgen blandt andet for at overrække en stor check til den glade varehuschef, men da det gik op for dem, at den 47-årige kvinde stod med vinderkuponen, gik det stærkt. Hurtigt blev hun hevet til side og ind i varehusets kontor.

Da BT forsøgte at få en kommentar fra Danske Spil, var meldingen, at man endnu ikke vil bekræfte vinderens identitet.

»Jeg kan hverken be- eller afkræfte noget,« lød det fra kommunikationsmedarbejder Karen Minke fra Danske Spil.

Den heldige kvinde ønsker ikke at få sit navn frem.

Hun har vundet den gigantiske gevinst i Eurojackpot, og den svimlende sum er mere end en fordobling af den hidtidige rekord herhjemme, oplyser Danske Spil. Den blev sat i oktober 2012 af en mand, der vandt 135 millioner kroner. Vinderkuponen havde han gemt i sin ene sok.