Den kvindelige dyrlæge, der tirsdag formiddag er i grundlovsforhør sigtet for at have dræbt sin mand med hestemedicin, har haft et hårdt år. Det fortæller hun på Facebook.
Kvindens mand døde mellem den 11. og 12. december 2011, og kvinden er nu - mere end år efter dødsfaldet - blevet sigtet for at have dræbt sin mand.
Ifølge Ekstra Bladet er kvinden sigtet for at have givet sin mand flere medicinpræparater til dyr - blandt andet stoffet Ketamin - som bruges til at bedøve heste med. Og angiveligt var det var netop ketaminen, der fik manden til at afgå ved døden.
Det formodede drab fandt sted i parrets hjem i Nordsjælland. Manden blev begravet ved en 'smuk ceremoni' i slutningen af december sidste år. Siden har kvinden boet alene i huset sammen med parrets tre-årige datter. Og selv om mor og datter har forsøgt at få stablet en ny tilværelse på benene, så har det været en hård tid.

